Kognitiv tilgang til Fadervor

Det Belivende

Stedet hvor vi ikke siger undskyld men uskyld


Mamuntisunio, el photonius - Jalium calaniluitus

Kognitiv tilgang til bønnen Fadervor


Et kognitivt eksperiment med bønnen Fadervor

af Lisa von Schmalensee Magnússon.


Man beder ikke fadervor i skolerne mere, sådan generelt. Det anses for i bedste fald gammeldags og i værste fald manipulerende. I humanismens navn påberåber man sig at være for højt udviklet til noget sådant, men ud fra en rent kognitiv betragtning, kan denne afvisning af bønnen meget vel skyldes ubehag ved det ceremonielle og kultiske og slet ikke den reelle inspiration.

 Undersøger vi helt uden fordomme realia i bønnen og ret betænker, hvad vi ved om den menneskelige bevidsthed i vor nutidige verden, som jo ikke bare er i en globaliseringsfase, men hvad bevidsthed angår i en universaliseringsfase, ja, så er bønnen nemlig måske i virkeligheden både tidssvarende og temmelig moderne.

Lad os kigge på, hvordan det var, vi blev bedt om at bede, dengang, for et par tusinde år siden, og kigge på delene i lyset af vor tids bevidsthed.


Bønnen indledes med ordene: Fader vor.

I bogstavelig forstand er en far én, der har avlet én, men på begrebsplan er der tale om en kraft, en energi, som er éns ophav, noget man har sin oprindelse i. Da vi dertil i henhold til jødedommens og kristendommens selvforståelse ved, at Gud opleves som noget, der er i alt, er det helt logisk, at Faderen aldrig kan være kun min far. Faderen er vor allesammens far, i betydningen skaber og oprindelse. Når vi henvender os med ordene Fader vor, eller som i den nyeste bibeloversættelse Vor far, henvender vi os således på vegne af hele skaberværket: Jorden, planterne, dyrene og alle menneskene. Man kan ikke forestille sig en mindre egoistisk åbning. Jeg henvender mig ikke til min far, som skulle have større interesse i at hjælpe mig end i at hjælpe andre, men netop til den, der, fordi han er i alt, i ethvert atom, har interesse i at hjælpe alt.

Man kunne sige, at man således henvender sig til sammenhængskraften, idet det, der er oprindelse til alt, cel i sig må rumme kraften til at hænge sammen?

Og den findes! Det ved vi fra astrofysikken.

Modbevis det, hvem der vil.


Dernæst følger ordene: Du som er i himlene.

Det, vi henvender os til, har altså bolig i det himmelske, i en anden dimension end vor, og er således af ren åndelig observans. Eftersom vi imidlertid forstår Gud som noget, der er i alt, er her tale om et noget, som i altet kun kan defineres som noget, der altid nødvendigvis vil unddrage sig enhver definition. Der er ikke den mindste smule overtro i, at en sådan dimension eksisterer, idet enhver fysiker ved sine fulde fem må erkende, at der er en sådan kraft i universet, som netop er karakteristisk ved altid at unddrage sig måling, selvom denne selvsamme kraft forårsager virkninger. At det er himlene, en flertalsform, og ikke himlen, en entalsform, der benyttes, indebærer en erkendelse af, at der er åndelige dimensioner, vi ikke har bevidsthedsmæssig adgang til.

Ordene Du som er i himlene kan således forstås som: Du som befinder dig skjult i ethvert atom samt mere subtile dimensioner, som vi slet ikke kan erkende og dog virker aktivt hele tiden.


Helliget vorde dit navn: Her er jo tale om en konjunktiv, hvori der udtrykkes ønske om, at navnet, som denne skjulte aktivt virkende kraft har, må forstås som det, der er lig det, der er helt, lig helheden. Altså dybest set et ønske om, at Gud må forstås som altet. Som det holon, der ikke selv er del af noget holon. Er dette ikke i god overensstemmelse med et moderne holistisk synspunkt?


Komme dit rige: Med tanke på jesusordene ”Mit rige er ikke af denne verden” byder vi her noget, som vi ikke kender, men som vi har tillid til er bedre, kærligere og mere fuldkomment, end det vi har her på jord, velkomment. Det er jo det rige, der tales om som ét, hvor ”lammet skal græsse ved løvens fod”, altså et rige, hvor der hersker total næstekærlighed. Altså en bøn om, at empatien må blive total.


Ske din vilje: Her er en erkendelse af, at jeg, med den bevidsthed, som jeg, som en lillebitte del af helheden, som holon i et holonsystem, har, aldrig kan vide bedre end helheden; helt ligesom en celle i min blindtarm ikke kan vide bedre end bevidstheden om min helhed, den helhed, der er mig, når der skal træffes et valg, som angår hele min konstitution.

Jeg beder således om, at det, der er bedst for helheden må ske, vel vidende, at det, der er bedst for helheden, også på længere sigt nødvendigvis må være bedst for mig, selvom jeg er bevidst om, at det kan virke uforståeligt og uretfærdigt, mens det sker. Her er således ikke tale om lydighed men om sund fornuft.


Som i himmelen, således også på jorden: Ligesom altets vilje er sammenhængskraften i alt det, vi netop ikke kan have kendskab til, men som har at gøre med den ”skjulte mening”, beder vi om, at den også må være det i den fysiske verden. Vi beder således om, at fremdriften i orden ikke blot skal virke på skjult idéplan men også i den synlige og hørlige verden.


Giv os i dag vort daglige brød: Vi beder om, at vi på det fysiske plan må have nok af alt det, der skal til, for at vi kan næres. Og igen er det vigtigt at notere sig, at os netop er os alle sammen.


Og forlad os vor skyld: Skyld er et begreb, som rummer den opfattelse, at nogen kan være ond forstået som, at nogen med vilje vil skabe smerte og elendighed. Ud fra en kognitiv betragtning er det fejlagtigt at tro, at dette begreb kan have noget som helst med kristendom at gøre. Den onde hører til i den prækristne bevidsthed, ja dybest set kun i hedenskaben og gammeljødedommen, altså i de ældste gammeltestamentlige tekster. I et mentalitetshistorisk perspektiv bliver Gud med tiden netop en kærlig og forstående Gud, som tilgiver alt, og med Kristi ord på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” får vi sågar forklaringen. De, som har villet have Jesus korsfæstet, er nemlig slet ikke onde. De er uvidende. Med disse ord er skylden således bragt ud af verden. Der er ingen, der er skyldige. Men vi begår alle fejltagelser.

Vi kan fokusere på problemet skyld som en realitet og blive ved med at leve i skyldparadigmet og anklage og forsvare i jeremiader af detaljerede trivialiteter og dermed fastholde os selv i skyldsproblematikken. Men vi kan også vælge at have fokus på den kristne forløsning og løsning: Nemlig at der ingen er, som er skyldig, fordi skylden ikke findes; at der alene er fejltagelser, og at lektien består i at korrigere disse. Dermed kommer fokus på, hvorledes vi kan transformere uvidenhed til viden.

Nogen vil måske indvende, at bønnen her kommer i vridemaskinen, eftersom der jo står Forlad os vor skyld. Men hvem tør påstå dét, eftersom der er tvivl om, hvorvidt ordet er rigtig oversat? Så vidt vi ved, er en mere korrekt oversættelse ”at ramme ved siden af”, hvilket vel i højere grad på dansk betyder fejltagelse, (jvf.  den engelske oversættelse, trespasses, som netop betegner handlinger, overtrædelser, og ikke noget, som vi er).

Vi beder således om tilgivelse for vore fejltagelser. Misgerninger, som vel dybest set er begået i uskyld, eftersom man jo ikke selv bevidst har besluttet sig for at være uvidende. En kognitiv følge heraf er, at vi i fremtiden siger uskyld i stedet for undskyld!


Som også vi forlader vore skyldnere. Vi beder om, at vore egne fejltagelser bliver os tilgivet i fuldstændig samme målestok, som vi selv hver for sig tilgiver andre deres fejltagelser. Hermed beder vi dybest set om, at årsags- og virkningsprincippet kan virke effektivt.


Og led os ikke ind i fristelse: Vi beder om hjælp til ikke at gøre os selv til årsag til lidelsesfulde virkninger. Skulle vi benytte os af kognitionsneurologiens terminologi kunne man sige, at vi hermed beder om at kunne undgå at blive amygdalakaprede, hvormed menes kaprede af vanemæssige tankemønstre, som hidrører fra menneskets primitiveste dyriske udviklingstrin (angreb, forsvar, flugt, trækken sig ind i sig selv), men i stedet kunne benytte vor højere bevidsthed i frontallapperne.


Men fri os fra det onde. Og lad os på den måde undgå lidelser.


Thi dit er riget, og magten og æren i evighed. Vi erkender at alt skabt, skaberevne og oprindelse hertil tilhører helheden, aldrig mig som enkeltperson, kun mig som del af helheden.

Amen betyder jo ”og lad det så være”. Vi afslutter således bønnen med at styrke alle ønsker i bønnen.

En sådan tilgang til og forståelse af fadervor vil indebære, at vi får fokus på måder at kunne hjælpes ad med at korrigere fejltagelser på. Det vigtige bliver ikke i hvor høj grad den ene er mere skyldig end den anden, hvilket jo også er udtryk for ren og skær problemfokusering, men derimod i hvor høj grad vi kan forhindre, at fejltagelserne sker igen, med andre ord løsningsfokusering. På denne måde bliver der tale om et aktivt fælles handlingsprojekt i stedet for et passivt individuelt tilbedelsesprojekt.

Det er svært for mig at se, hvorfor man skal kalde en sådan inspiration til at finde løsninger på vor klodes problemer for "religiøs" og knyttet til en bestemt trosretning. Her er vel sådan set, hvis man slipper alle fordomme, alene tale om en inspiration, som vi ud fra en kognitiv indfaldsvinkel må sige, at det vil være i helhedens interesse at bruge.

Hjernevasker vi os dagligt med en tankekoncentration som denne, vil vi uden tvivl i langt højere grad begynde at få de såkaldte ahaoplevelser, hvor vi pludselig ser sammenhænge, vi ikke har set før, for ikke at tale om nye løsningsmuligheder. Og det er vel hvad vi har brug for?