Religioner udgør kun en del af det åndelige liv

Det Belivende

Stedet, hvor vi absolut ikke siger undskyld, men uskyld.

Mamuntisunio, el photonius - Jalium calaniluitus

Religioner udgør kun en del af det åndelige liv

 

Af mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon. (3/3-2010).

 

 

Der er for tiden et vældigt fokus på religioner. Kristne biskopper og præster kommer til orde som aldrig før med synspunkter, som, selvom der er visse varianter i dem, har en skæbnesvanger og insisterende fællesnævner. Den består i, at der kun er én rigtig måde at være et ordentligt menneske på, og det er som medlem af en religion.

Der er dertil hvad etniske danskere angår en centrering omkring den danske folkekirke som den eneste rigtige måde at være kristen på, og den går igen hos alle præster jeg har kendskab til fra Johannes Møllehave til biskop Elisabeth Dons Christensen.

Især står de kulturkristne for skud.  Det er meget svært at finde ud af, om I folkekirkerepræsentanter overhovedet anser jer for beslægtede med os. I forholder jer nemlig hyppigt lidt sarkastisk til os, og så er det jo, at man kan blive usikker. Lad mig bare give et enkelt eksempel, som var at finde i denne avis 21/2 i 7 om en søndag:

”Jeg er dansker. Jeg er kristen. En troende kristen endda, ikke bare kulturkristen, som nogen ynder at betegne sig. Jeg beder mit fadervor, inden jeg lukker mine øjne.” (biskop Elisabeth Dons Christensen).”

Kras. Der fik vi en med grovfilen. Så kan vi lære det: Kulturkristne er nogen, som ikke beder fadervor.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor I præster og biskopper ved det fra? Har I nogensinde spurgt os? Det tror jeg ikke I har. 

Der er helt sikkert mange slags kulturkristne, og heldigvis da, men en del af os henvendte sig faktisk til hele den danske folkekirke for nogle måneder siden og inviterede til dialog angående den kendsgerning, at vi var nogle i dette land, som havde mistet vort trosgear men oplevede stor etisk inspiration fra Jesu Kristi liv. Kirkeministeren, biskopperne, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen fik alle en invitation, som i øvrigt kan ses på www.detbelivende.dk   hvor vi bl.a. redegjorde for en kosmisk/kognitiv forståelse af fadervor. Vi har da også fået et par svar, som i det væsentligste går ud på, at selve den kendsgerning, at vi anser syndsbegrebet for totalt forældet og soning ved stedfortræder (altså den påstand, at Jesus skulle være død for vore synders skyld) ligeså, indebærer, at vi ikke, i hvert fald ikke sådan uden videre, kan forvente, at kirken vil samarbejde med os. Til spørgsmålet om det så ikke er det bedste, at vi bare melder os ud af folkekirken har svaret lydt, at nej, det synes man bestemt ikke. Så der er nu en løbende dialog, hvor det hovedsagelig er Christina Philipstatt, generalsekretær i Dialogcentret, der står for kommunikationen. Jeg synes, at der er noget konstruktivt i den. Vi lytter til hinanden og får klargjort, hvad vi er enige om, og hvor vi er uenige.

Det har vist sig, at vi rent faktisk er enige om, at det er af yderste betydning, at vi mennesker påtager os et medansvar i det daglige for den verden vi lever i. Det var dejligt at få fastslået. Og selvom det kun kan læses på vor hjemmeside, vor blog og i tidsskriftet Den nye Dialog (Dialogcentrets tidsskrift nr. 19), så vil jeg opfordre alle jer præster og teologer til at tage sig af det. For det er vældig trættende igen og igen at se disse angreb på os med formuleringer som, at vi skulle være nogen der altid kun kan ”se på sin egen næsetips øjeblikkelige velbefindende”, som EDC skriver samme sted.

Biskoppen dømmer os jo uden at kende os. Det er ikke kristen praksis.

Inspirationen til artiklen, skriver du, ligger i den kendsgerning, at du har læst en rapport, hvori det fremgår, at det skulle gå fremad med integrationen i Danmark, fordi religionen ”fylder mindre og andelen af indvandrere der føler sig danske stiger”. Du påstår så, at du ved, at ”det hele”, stammer fra frygten for islam. Jeg gad dog vide, om der ikke her er tale om din egen frygt for, at noget du anser for at være værdifuldt skal miste sin karakter af absolut sandhed…

For mit eget og Det Belivendes vedkommende, kan jeg sige, at det ikke gælder os. Vi frygter ikke islam og heller ikke andre religioner. Hverken monoteistiske eller hedenske. Heller ikke X-factor eller hvad nu mennesker i vor civilisation ellers tilbeder i af fora. Idoldyrkning kan andre udøve som de vil, men vi føler os ikke hjemme i den, og ønsker ikke at støtte sådant. Jo mere lydighed der fordres, jo mere frastødt føler jeg mig … og lige nu melder selvcensuren sig på en sådan måde, at jeg ikke rigtig ved om jeg tør sige, at jeg af samme grund føler mig mest frastødt af islam. Gisp, nu gjorde jeg det.

Men jeres sarkasme overfor os er jo udtryk for samme ønske om ensartethed, som vi finder i islam, blot mere subtilt.

Vi foretrækker tillid frem for tro.

Vi har tillid til, at der er et ordnende princip, som hersker i denne verden, og at dette princip ikke er et vi selv har skabt. Det er et grundvilkår. For min skyld kan vi godt kalde det Gud.

At Jesus skulle være død for 2000 år siden for vore synders skyld er det rene volapyk for sådan en som mig. At vi er født syndige på grund af fortidige handlinger (syndefaldet), og samtidig først er til fra vi bliver født er også volapyk for os. Og når noget forekommer én totalt ulogisk, er det umuligt at have tillid til det. Med mindre man altså er meget autoritetstro.

Vi kulturkristne har nok et degenereret lydighedsgen. Til gengæld er vi søgende og vil gerne lære, hvordan vi kan gøre det gode for fremtiden. En del af os går ud fra, at vi oven i købet selv kommer til at være en del af den. Vi finder enorm inspiration i ordene ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. For deri ligger jo implicit, at vi må til at finde ud af at blive bevidste om, hvad det er vi gør.  En opfordring til at finde ud af hvad det er vi gør forkert, og hvordan vi kan korrigere.

Den nyeste forskning i kognitionsneurologi har vist os, at jo større kompleksitet vi kan overskue, desto mere hensigtsmæssig bliver konsekvensen af vore beslutninger for helheden. Desto mere vi udvikler vor evne til at kunne tænke overordnet, desto mere abstrakt tænker vi naturligvis, og dermed kommer vi netop ud over vor egen ”næsetip”. Det er egentlig i denne helt abstrakte og upersonlige overordnede tænkning, at vi nærmer os en brug af hjernen, som har med inspiration at gøre, altså tænkning, som er iblandet åndeligt input --- spiritualitet, kan man også kalde det. Kirke eller ej.

Men når man har det sådan, krymper man sig lidt, når man står i kirken og skal fremsige trosbekendelsen, der jo begynder med ordene Vi forsager djævelen; for vi ser ”djævelen” som en projektion og derfor en illusion. Selv står jeg og oversætter det i mit indre til: ”Jeg vil gøre hvad jeg kan for ikke at tænke feltafhængigt og lade mig amygdalakapre af antipatier og sympatier”.  Og nadverens ord ”dette er Jesu Kristi legeme og dette er Jesu Kristi blod”, bliver til ”lad den universelle sandhedsånd gennemstrømme mit sind og min krop”.

Vi er nogle som ikke er til det kultiske, magiske og rituelle, så vi føler os kejtede i sådanne sammenhænge. Vi er simpelthen mere kognitivt anlagte. Alligevel kan vi føle sammenhængskraft med alle andre mennesker af god vilje, uanset hvilken religion eller type ateisme de befinder sig i. Så spørgsmålet er, som vi ser det, om der virkelig er grund til tage afstand fra os som gudløse og ukristelige. Man kan faktisk leve et åndfuldt liv uden at være del af en religion.