Det lyder godt nok som noget af en udfordring, men lad os ikke straks opgive ævred.

Lad os prøve at kigge på det…

Vi har undertiden hørt folk, der ikke har været medlemmer af folkekirken i mange år, tale om, at de overvejer at melde sig ind igen bare for at kunne få en ordentlig begravelse. Det er ofte noget, de taler om, efter lige at have været til en urnenedsættelse, som har været så meget af det rene ingenting, at de får det dårligt ved tanken om selv at skulle forsvinde så aldeles intetsigende.

”Det er jo ikke alle, der kender nogle åndsmennesker, som kan sige nogle væsentlige ting i den situation”, som en bekendt formulerede det. ”Og så står man der, nå ja, det er vel bare at sætte den ned og så farvel med dig, du”.

Nogle synes måske, at det er helt i orden at forsvinde på den måde, og så er der jo ikke noget problem. Men for dem, der har det, som hende vi refererer til foroven, er det et problem, og det er det, som vi forsøger at tage os af.

Hvordan kan de mennesker, for hvem folkekirkens tænkemåde og sprog er uforståeligt, opleve den jordiske afsked med en kær slægtning eller ven på en måde, hvor en større altomfattende mening kan gå én gennem marv og ben, og man kan finde trøst og lindring i tilliden til en større sammenhæng, som ingen for alvor forsvinder i?

Eller hvad kan man stille op, hvis der er tale om begravelse fra en kirke, hvor der er højtidelig orgelmusik, salmer og ligprædiken af en præst i kjole og krave, men hvor sammenhængen alligevel udebliver, og hvor man går mindst ligeså uafklaret ud, som man gik ind. Og hvor man savner forståelsen, kærligheden – hjælp til at kunne turde nære tillid til, at alt dybest set er såre godt.

Har man efter en begravelse forladt en kirke i den stemning, overvejer man måske også, om man selv kunne have lyst til at tage videre på rejsen i et andet regi…

Hmm. Hvordan er så egentlig mulighederne for at oprette et helt nyt regi?

Ja, hvad angår ceremonielle handlinger i den forbindelse, er det helt op til én selv, hvad der sker. Formelt kaldes sådanne begravelser vist borgerlige begravelser.

 Hvor kan ceremonier i forbindelse med belivende begravelser finde sted?

Man kunne forestille sig, at begravelsen annonceredes fuldstændig som en almindelig begravelse, således, at alle der havde lyst til at deltage, kunne gøre det.

Stedet kan i princippet være en kirke, i det omfang der gives tilladelse til at benytte den. Personligt synes vi, at det vil værre den rigtigste ramme. I kirkerne er der højt til loftet, akustikken er god, de har ofte fortrinlige orgler, og dertil er der det helt specielle ved at være der, at man forbinder sig baglæns i tiden med mange hellige handlinger.

Men skal vi være helt realistiske, kan vi godt forestille os, at der vil gå et stykke tid, førend man der vil slippe folk ind, som er erklærede tilhængere af reinkarnationstanken og reanimationstanken, selvom de opfatter sig selv som praktiserende kristen etik.

Hvad så? Hvor kan man så rent fysisk være?

En mulighed er, at man er i afdødes eget eget hjem, eller i pårørendes hjem. Vi kan da også godt forestille os, at man i tilfælde af, at man forventer mange deltagere, vil kunne bruge nogle af vore kulturcentre, såsom teatersale og koncertsale rundt omkring i landet. Men refugierne er også et muligt sted.

Lad os for overskuelighedens skyld forestille os en begravelse på Strandagergaard Refugium

Den afdøde har haft sin gang på refugiet; har gennemgået kursus i belivende kommunikation, studiekredse, været til øveaftener i belivende kommunikation eller til meditationsretreats, har følt sig mentalt og åndeligt beslægtet med den specielle løsningsorienteret konfronterende ikke voldelige stemning og oplevet et skæbnefællesskab med stedets generelle idégrundlag. Kort sagt: Har følt sig hjemme der.

Mennesker kommer til og mødes i galleriet, hvor der er højt til loftet. Er der mange mennesker, vil der også være åbent i atelieret, således at der i alt kan være lige så mange som i en landsbykirke.

Man kan fra vinduerne se ud på en lille sø omkranset af dunhammere og ned over skoven og ud på Isefjord. Rådyr, fasaner, påfugle og gamle danske landhøns, harer, frøer og et væld af vilde fugle udgør en del af landskabet.

Man sætter sig, og en i forvejen aftalt person, eventuelt en af refugiets vejledere, byder velkommen, hvorefter man lytter til et stykke musik spillet på klaver eller et andet instrument, alt afhængigt af afdødes musiksmag.

Sindene hjælpes på vej til at blive samstemt gennem en tale over afdøde, i hvilken vedkommendes liv forsøges sat i kosmologisk perspektiv. Dette indebærer blandt andet, at afdøde ikke betragtes som ikke eksisterende, men derimod eksisterende i en anden, os til dels utilgængelig, dimension.

Vedkommendes åndelige habitus vil blive forsøgt forstået som en evig idé, der kan være til stede og reanimere sig i et sjæleligt og åndeligt fællesskab med andre når som helst og hvor som helst, der er åbenhed for denne idé. Ethvert levet liv vil således forstås som et, der dels kan have funktion som inspiration i kraft af det liv, der er levet og dels som et reanimationsprojekt, altså en form for liv, der parallelt med at den fysiske verden gennemgår evolution permanent fornyer sig selv i ånden, reanimerer sig.

Alt afhængigt af, hvordan vedkommendes bevidsthed og dybere overbevisning var, vil der på respektfuld vis blive ydet ham den retfærdighed, som det er muligt gennem diverse indslag.

Rent praktisk kan man forestille sig, at der efter denne tale vil være en fælles tankekoncentration, som har det formål at rense tankeklimaet i forsamlingen. Det sker gennem en gensidig tilgivelsesproces, hvor alt uanset hvem, hvornår og hvor tilgives.

Derefter vil der være en dyb fælles meditation, en tankekoncentration, hvor alle forsøger at mindes og erindre alt det, som de er vedkommende taknemmelige for.

Nogle vil måske fortælle om det. Fortælle om hændelser, som de er vedkommende taknemmelige for, og gerne vil dele med forsamlingen. Hændelser, som de tror, at det kan være til gavn og glæde for de øvrige efterladte at få kendskab til.

Herefter vil der igen følge et stykke musik. Eventuelt blive sunget en salme eller to.

Der afsluttes med gensidig velsignelse.

Herefter kan de jordiske rester, alt afhængigt af om der er tale om en kiste eller urne, fragtes videre til begravelse i indviet jord, spredes på hav, nedsættes på en naturgravplads eller på privat grund efter nærmere aftale.

Der vil efterfølgende kunne være et traktement på refugiet, således at man slipper for at skifte atmosfære til restaurant, kro eller forsamlingshus.

Og hvem kan så forestå disse højtideligheder?

Vi forestiller os, at der i Det Belivende alternativ vil være en række personer at vælge imellem, og at disse både vil kunne hjælpe én med højtideligheden, hvis man holder den hjemme hos sig selv, på diverse kulturcentre eller på Strandagergaard Refugium.

Disse åndelige vejledere vil være uddannet på Kommunikationsakademiet eller på anden måde have tilegnet sig en tilsvarende indsigt i åndsvidenskab.

Naturgravplads på Strandagergaard Refugium?

Til gården hører der knap otte hektar land, som ligger i et fredfyldt, småbakket og idyllisk morænelandskab med kig ud til Isefjorden. En del ligger hen som græsmarker og ca. en tredjedel som skov og krat. Man kan forestille sig, at Det Belivende på et givent tidspunkt kan købe en del af jorden og anvende den som naturgravplads.

Billeder derfra kan ses her.

Er der mange medlemmer, vil Det Belivende på et givent tidspunkt kunne købe både gården og jorden, hvilket baner vej for et fremtidsperspektiv, i hvilket Det Belivende vil kunne virke gennem adskillige generationer.

I en sådan situation kan Det Belivende have ansat kvalificerede mennesker, som:

Kan vejlede mennesker, der har brug for at forberede sig på døden.

Kan samtale med mennesker, der planlægger at blive begravet der, om valg af sted samt hvad der eventuelt skal plantes på stedet.

Kan tage imod eventuelle pårørende eller andre efterladte og samtale med disse med udgangspunkt i Det belivendes livssyn.

Der vil også være mulighed for at have naturgravplads på en del af området, uden at Det belivende har købt et jordområde. I så fald er der imidlertid kun garanti for, at jorden ikke vil blive brugt til andet formål i de første ti år efter begravelsen.