Belivende friskole

Baggrund:

Vi har gennem et stykke tid puslet med tanken om at oprette en skole på et grundlag, der dels hviler på den ikke voldelige, konstruktive og belivende kommunikation og dels på det livssyn og den menneskeforståelse, som ligger i Martinus' kosmiske analyser. I den forbindelse har vi afholdt en række åbne møder for interesserede, og vi oprettede en lille tænketank, der skulle gå videre med arbejdet.

Som arbejdet er skredet frem, er det gået op for os, at kommunikationen spiller den altafgørende rolle, og at realiseringen af skolen er helt afhængig af, at den ikke voldelige kommunikation praktiseres fra begyndelsen blandt de voksne.

Vi holder af samme grund ikke flere åbne møder, men mennesker, som er seriøst interesserede, og som kan tilslutte sig de nedenfor skitserede tanker er velkomne til at tage kontakt med os og indgå i udviklingsarbejdet.

Vi har, som beskrevet nedenstående, gjort os nogle foreløbige tanker om skolen, men ideen er, at der i løbet af det næste års tid dannes en interessegruppe af forældre, som så udfærdiger og vedtager de endelige vedtægter, og at skolen kan gå i gang i 2021 eller 2022.Man skal kunne tilslutte sig de overordnede ideer i det nedenfor skitserede grundlag, hvis det skal give mening at indgå i interessegruppen.

(Skolens navn er endnu ikke besluttet. Til at begynde med havde vi arbejdstitlen Belx&y-skolen. Bel blot som en forkortelse af "belivende" og x og y for to ubekendte, som symboliserer vor nysgerrighed, vi kaldte den så i en periode for Martinusskolen, men er nu gået tilbage til Belx&y-skolen som arbejdstitel og helliger os den rent indholdsmæssige side af forarbejdet).

Grundlag for Belx&y-skolen.

Målsætning:

At være en skole

1) som forældre, der har deres fundament i et kosmologisk og ikke voldeligt livssyn, trygt kan sende deres børn i …

2) hvor ethvert barn føler sig velkommen ved at blive udvist så stort nærvær, at det føler sig set, hørt og forstået både følelsesmæssigt og mentalt …

3) hvor barnet bliver støttet og hjulpet i sin udvikling på en måde, hvor oplevelsen af mening hele tiden er i tiltagende.

4) hvor det enkelte barns livsmod vokser, mens det tilegner sig faglige og sociale kundskaber.

Pædagogisk praktisk grundlag:

Al kommunikation på skolen vil foregå i henhold til den bevidsthed og den menneskeforståelse, der er at finde i den ikke voldelige, konstruktive og belivende kommunikation. Dette indebærer bl.a. at børnene vil opleve det som noget naturligt, at ingen kan være skyld i noget som helst, men at enhver i givne situationer kan komme til at fejle, fordi man ikke ved bedre, og at det for alle parter er en fordel at hjælpe hinanden med at få korrigeret, så fejlen ikke gentager sig.

Som noget helt naturligt spises der kun vegetarisk på skolen.

Ethvert spørgsmål, uanset hvilken sammenhæng der er tale om, besvares i den givne situation altid ud fra en kosmologisk livsforståelse.

For at højne trygheden blandt børnene, vil der være rullende optag, således at ethvert barn, når først skolen er i gang, vil kunne komme til at føle sig optimalt velkommen i en allerede harmonisk gruppe.

Faglig metode:

Ethvert barn forstås som et individuelt væsen med hver sin åndelige, mentale, følelsesmæssige og fysiske rygsæk, hvorfor barnet vil blive mødt og vejledt individuelt i henhold til en overordnet forståelse af sult- og mæthedsprincippet. Der vil således ikke være almindelig klasseinddeling men ad hoc grupper i henhold til de interesser og faglige niveauer de pågældende børn befinder sig på.

Ledelsesstruktur:

Vi vil tilstræbe at praktisere det Martinus kalder homokrati (menneskestyre). Da vi ifølge sagens natur ikke har den fornødne intuition til at kunne praktisere den fuldkomment, vil det i daglig praksis betyde, at vi forsøger i stedet for at have flertalsafstemninger at sørge for, at alle bliver hørt og forstået, og at beslutninger træffes i henhold til hvad der i størst udstrækning tjener skolens overordnede formål.

Personalekvalifikationer:

1) Alle ansatte behersker ikke voldelig , konstruktiv og belivende kommunikation.

2) Alle ansatte har et dybt kendskab til martinuskosmologien.

3) Alle ansatte har relevante og veldokumenterede faglige uddannelser, som ikke nødvendigvis behøver at være læreruddannelser.

Beliggenhed:

Københavnsområdet eller Odsherred. Vi satser på at finde en villa på Frederiksberg, hvor vi til at begynde med lejer en etage eller to og udvider efterhånden som antallet af klasser tager til.

Alternativt andre steder i København, men det skal være et roligt område, og bygningen skal have en velegnet have. Alternativ 2: i Odsherred.

Tidshorisont:

Vi er holdt op med at sætte datoer på. Det vigtigste er, at seriøst interesserede finder sammen. Nogle af de potentielle lærere på skolen er stadig under uddannelse, eller er nyuddannede og i gang med at få erfaringer som lærere fra andre skoler.

Elevantal

Vi satser på at have mindst 30 elever indskrevet til start

Derudover satser vi på også at have en børnehave og skolefritidsordning knyttet til skolen.

Til orientering: I henhold til loven skal skolen i dets

1- leveår have mindst 14 elever (fordeling på klassetr. bhkl – 10. kl. er underordnet)

i det andet mindst 24 (ditto)

i det tredje mindst 32 (fordelt på bhkl. – 7. kl.)

Kontakt hvis du er interesseret som forælder, lærer eller pædagog

Lisa von Schmalensee, lvsm@strandagergaard.dk 22613377

En ny belivende pædagogik er en konfronterende pædagogik

- pædagogiske overvejelser

v/mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon

I forbindelse med meddelelsen om, at vi påtænker at starte en ny skole, den vi indtil videre kalder belx&y-skolen, som tager udgangspunkt i martinuskosmologien og den konstruktive og belivende kommunikation, er jeg blevet kontaktet af en del mennesker, som tilbyder at ville undervise i martinuskosmologi. Jeg er meget taknemmelig for interessen og imødekommenheden, men jeg ser også nødvendigheden af at præcisere, hvorfor alle, der er involverede i skolens dagligliv, skal beherske den konstruktive og belivende kommunikation.

Nogle vil måske indvende, at eftersom Martinus jo ikke kendte til den, kan den vel ikke have noget med hans kosmologiske analyser at gøre. Nej, er svaret. Det har den heller ikke på den måde. Den har imidlertid med dem at gøre på en anden måde.

Lad os huske på, at Martinus’ analyser alene peger på en lovmæssighed, som virker gennem alt i universet. Den rummer overhovedet ikke en pædagogisk praksis. Som alle, der kender bare en smule til Martinus vil vide, har han sågar udtalt, at han hellere vil være sammen med en glad kødspiser end en sur vegetar, og jeg har da også mødt tilstrækkelig mange bitre mennesker, som hører til under ”sagen” til at jeg giver ham ret. Det er altid mere belivende at være sammen med glade og taknemmelige end sure og bitre mennesker. Men der var aldrig fordømmelse af nogen art fra hans side, for han forstod jo, at enhver handling havde en årsag, og at intet menneske i sig selv var ophav til nogen som helst ”ond” gerning.

Man kan sagtens kende til samtlige analyser og alligevel ikke have essensen af konsekvenserne i rygmarven så at sige. Ikke have dem implementeret. Ikke have dem som automatfunktion. Og det er jo også helt naturligt og helt forståeligt. Derfor kan man sagtens kende til analyserne og alligevel dømme andre mennesker. Når man gør det, oplever man ikke disse menneskers handlinger som ubehagelige goder, man har for som lektie.

Den pædagogik, som vi vil forsøge at praktisere på belx&y-skolen, tager udgangspunkt i, at alt hvad der sker i vort liv, er noget, vi kan lære af. Oplever vi ubehag ved noget, ja, så er der et eller andet, som skal korrigeres, og vi må finde ud af hvad og hvordan. Opleves der omvendt behag, ja, så er der noget, som vi kan gøre meget klogt i at udvikle og komme til at gøre meget mere af.

Martinus skriver i sine analyser, at vi på vej til det rigtige menneskerige, altså i reanimationsprocessen, hvor vi fornyer os selv rent åndeligt i bestræbelserne på at opnå fred på jord, vil komme til at se mange forskellige slags nye pædagogiske redskaber blive udviklet.

Den belivende pædagogik er et af disse, og den har som udgangspunkt det pædagogiske formål at fremme alle processer, som skaber FLOW i vort stresshormonsystem. De eksisterende pædagogiske metoder gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.

Hvis vi kigger på, hvad der er af pædagogiske metoder, kan vi inddele dem i to hoveblokke, hvoraf den ene som udgangspunkt fordrer lydighed og den anden lader stå til. Man kan egentlig sige, at den ene har sin inspiration rent mentalitetshistorisk fra det gammeltestamentlige eller endog prægammeltestamentlige, altså hedenske, ”du må ikke”-paradigme, hvor der er straf i vente til den skyldige, (et paradigme vort retsvæsen i en vis udstrækning også baserer sig på, således taler mange jo om, at der, for at ens retsbevidsthed kan være intakt, må falde straf over de skyldige) og så et nytestamentligt, hvor vi i princippet skal elske vor næste, men hvor det pædagogiske redskab består i at vende den anden kind til og tilgive. Man kan sige, at det udmunder sig i den henholdsvis straffende pædagogik og den anerkendende pædagogik.

Hvor ser vi dem? Hvor som helst der fordres lydighed, har vi den prætestamentlige bevidsthed og ældste gammeltestamentlige bevidsthed, hvor som helst der tilgives og lades stå til den nyere gammeltestamentlige og nytestamentlige bevidsthed. Begge varianter findes her i landet, hvor lydighedsdimensionen vel er størst i de muslimske koranskoler og det anerkendende princip i de moderne folkeskoler. Nå muslimer således hellere vil have deres børn i en katolsk friskole end en almindelig folkeskole, er årsagen således altid, at der i disse er mere af det, de kalder disciplin, men det er et udtryk der dækker over lydighed.

Den belivende pædagogik tager sit udgangspunkt i det tredje testamentes forståelse af, at ordene på korset ”Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” giver os en oplysning om, at det går gruelig galt, når man ikke ved, hvad man gør, for vi bliver jo korsfæstet af det, vi kommer til at lide under det, hvorfor det naturligvis er en stor lise for den menneskelige sjæl at komme til at vide, hvad det egentlig er, vi går rundt og gør. Derfor skal alle, der arbejder på skolen, hver gang vedkommende kommunikerer, vide, hvad det, man tænker, siger og gør kan have af virkning, og om denne virkning er gunstig for opnåelse af fred på jord, så at sige.

Til dette brug er den ikke voldelige kommunikation enormt anvendelig. Men min erfaring er, at den ikke kan stå alene. Den bliver hjælpeløs og kan virke afstumpet, hvis ikke den bruges i en dybere psykologisk og kosmologisk forståelse.

Den ikke voldelige kommunikation opererer med, at man har en indre sjakal og en indre giraf, og formålet er at få aktiveret og brugt giraffen, den forstående og kærlige med overblik, så meget som muligt. Efter at have arbejdet med konceptet nogle år, kunne jeg se, at det ikke gik bare at operere med, at man har denne indre sjakal. Man er nødt til at forstå, at denne såkaldt indre sjakal er reminiscenser af dele af oplevelser langt tilbage i barndommen. Oplevelser som har aflejret sig som delpersonligheder, hvilket Jung har arbejdet dybtgående med og Ole Vedfelt herhjemme også har beskæftiget sig med på yderst seriøs vis. Det basale i disse delpersonligheder dannes, mens vi er børn, og eftersom børn, når de er helt små, ganske enkelt spejler deres omgivelser, er formålet med pædagogikken i børnehaven at få børnene til at spejle en mangfoldighed af begivenheder, som imidlertid har det til fælles, at de alle ender godt, således at børnene får nogle indre facitter af at føle sig velkomne i denne verden og af, at man altid kan nære tillid til, at alt ender godt. Er de kommet ud af denne første barndomsperiode med disse facitter, vil de være i stand til at gå den næste fase, som er grundskoleniveauet, igennem med stor appetit på indlæring.

I denne periode er det vigtigt, at barnets indre forestillingsevne får lov til at udvikle sig optimalt. Steiner har gjort sig mange tanker om måder dette kan ske på, og jeg er dybt inspireret af dem og ser hvor fantastiske redskaber, der ligger i hans indsigter. Men han har hovedsagelig fokuseret på børn, der så at sige er inkarneret med svækkede talentkerner, og han har ikke taget højde for, at børn gennemgår forskellige temaer i denne repetitionsfase, selvom de har samme alder. Afhængigt af hvorledes de tidligere inkarnationer har været, har man jo, i henhold til logikken i kosmologien, forskellige niveauer af talenter med sig i sjælens rejsekuffert. Nogle børn er ganske enkelt mere mentale end andre fra barnsben af, og jeg tror det er overmåde vigtigt at forstå, at mentale eller det man i gamle dage kaldte boglige evner, rent faktisk også kan være yderst kreative, hvis man stimulerer dem rigtigt. Min egen datter, som gik på Bernadotteskolen i de første grundskoleår og var meget glad for det, viste sig at blomstre helt ekstraordinært tankevækkende, da hun som 11-årig kom i en såkaldt sort boglig skole i et helt fremmed land med et helt fremmed sprog (islandsk), alene fordi hendes mentale evner pludselig blev set og mødt og stimuleret. Jeg kan også huske at en af lektorerne på dansk, Pil Dahlerup, på et tidspunkt fortalte, at Bernadotteskolen havde været det helt rigtige for søsteren Ulla, happeningpigen, der ikke var så mental, men slet ikke havde været rar for hende selv, der var hovedsagelig mentalt funderet.

Når man kender martinuskosmologien ved man, at nye erogene zoner på et tidspunkt opstår i det mentale område. Det vil altså på et tidspunkt blive sjovt også for børn at tænke. Ikke bare dagdrømme følelsesmæssige fantasier, men tænke. Bliver barnet imidlertid ikke hørt og set som netop det barn det er, med det det nu engang har med sig i sin helt særlige rygsæk, og med et bevidsthedsniveau, som det ikke på nogen måde selv kan tage ansvaret for, ja, så vil det uanset hvad komme til at lære enten under det ældste gammeltestamentlige paradigme (lydighedsparadigmet) eller nytestamentlige (laden stå til).

Det er det jeg mener med, at barnet må opleve at meningen tager til. Meningen for det enkelte barn af at være lige præcis på dette sted og gøre netop disse ting.

For et kunne møde børn tilstrækkelig klart, er det vigtigt, at man kender sig selv krystalklart, og at man kender de andre voksne på skolen krystalklart. Dermed kan samarbejdet komme til at foregå på en måde, hvor noget aldrig fejes under gulvtæppet, men hvor ethvert ubehageligt gode til enhver tid tages alvorligt som en kosmisk meningsfuld udfordring, der har en årsag, som har med os selv at gøre, og som vi egentlig anser det for at være vor hellige pligt at korrigere så godt vi kan.

Derfor vil et sådant begreb som sladder heller ikke eksistere på skolen. Det befinder sig i samme bevidsthedsparadigme som lydighed. Når det er blevet anset for ufint at sladre om andre børn, skyldes det, at man derved har kunnet komme til at sætte andre i et dårligt lys, som undertiden kunne påføre dem straf. Men i bel&x-skolen er det straffende univers ikke-eksisterende.

Vi tager det alvorligt, at når nogen har gjort noget, som et barn på skolen har det dårligt med, så er det rigtigt at fortælle om den iagttagelse man har gjort til en voksen – og om sine følelser, og om sine behov, og om hvad der skal til for at få det dækket. Så lytter vi også til den anden part. Det er godt at fortælle om, så det ubehagelige gode kan komme i lyset og blive undersøgt nøje, så man kan forhindre at det sker igen. Det, der er ubehageligt for en i fællesskabet, er ubehageligt for alle i fællesskabet. Så det drejer sig om at finde løsninger, som alle i fællesskabet kan have det godt med.

Det er på den måde, at vi kan hjælpe begyndelsen til det homokratiske samfund på vej rent pædagogisk.

Det er også grunden til, at vi vil arbejde i ad hoc grupper. Da børn er forskellige, oplever de ikke alle højst grad af behag ved nødvendigvis at være sammen med de samme i alle fag. Nogle er interesserede i hvor langt der er til månen og til Solen allerede i 2. klasse, andre har endnu ikke for alvor forstået hvad en kilometer er.

På denne måde kan man sige, at belivende pædagogik er en yderst konfronterende pædagogik og meget forskellig fra både den straffende og den anerkendende. Ethvert ubehageligt gode behandles nemlig præcis som den nihovedede hydra i herkulesmyten. Det nytter hverken at hugge et hoved af, for så kommer der bare to nye i stedet, eller at ignorere den, for så bliver man ved at tro, at den er der og derfor også med at frygte den. Nej. Den må op i lyset, så man kan se, at der bare er tale om virkninger af årsager, som ingen dybest set ønsker, men som bare er resultatet af gentagelser af fejltagelser grundet misforståelser, og så skvatter den sammen og viser sig bare at være summen af de ønsker, som lige nu er nul. Og ubehaget er væk, for så er der intet at frygte mere.

Det er en pædagogisk praksis, som kræver stor erfaring af lærere og pædagoger. Det teoretiske grundlag er beskrevet i min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallapperne”.

Lisa von Schmalensee, 4. febr. 2012

Belivende Lydundervisning

Ideer og stikord til en lydpædagogik

på Den Belivende Skole

ved musiklærer Hans Mogensen

Lyden af Liv.

Musikundervisning må ses i en større sammenhæng. Musik er en del af lydens univers, eller universets lyd. Vores helhedstænkning går ud fra at vi som mennesker øver os i at forstå lyden og selv udsende kærligt organiseret lyd. Vi vil ikke bare være genstand for tilfældig støj og udsende tilfældig støj. Ved at bruge lytteevnen kan vi høre meningen bag lyden og så kan vi simpelthen ikke lade være med at skabe kærlige lyde. Så kunsten er at lære at lytte.

Martinus skriver noget om væsenernes måde at opleve behag eller ubehag på ved hjælp af "følelseenergien". Primitive dyr oplever behag eller ubehag i form af "udefineret følelse", og jo mere udviklet dyrets sanser bliver, desto finere bliver skelneevnen og følelsesoplevelserne kan efterhånden uddefineres til de forskellige sanser, såsom synet, hørelsen, lugten og smagen. Når man "hører" noget vil det sige at man "føler" en bestemt slags fysisk energi. Og den energi kalder vi "lyd".

Se Livets Bog bind 1, stk 187.

Vi mener at efterhånden som vi mennesker modnes, bliver vi i stand til at tyde lydens budskaber, og efterhånden opleve at lyden har en ophavsmand, Guddommen, som henvender sig bevidst til os med budskabet om kærlighed.

Så vidt jeg ved har Martinus ytret at fremtidens musik vil blive skabt af alle mulige lyde, ikke blot dem der kan spilles på musikinstrumenter.

Så musik er ikke blot begrænset til lyde fremført gennem de traditionelle musikinstrumenter af træ og metal osv.

Den epoke i "musikkens" historie der sætter sig ud over de fysiske instrumenter er allerede startet. I 1940'erne opstod i Frankrig "Musique concrete", med vægt på elektronisk frembragte lyde. Herhjemme blev den danske komponist Else Marie Pade inspireret til at begynde sit pionerarbejde indenfor elektronmusik og sammenklipning af optagede lyde til "musik".

Nutidens nyeste musik:

Idag blandes alle lyde på computer og med lidt kendskab til teknologien kan enhver gå igang med det.

Se iøvrigt denne avisartikel fra 22/9 2012, som netop omhandler et musikband der har været en tur på øen Svalbard for at finde spændende lyde til deres næste udgivelse:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1761410/hyldet-dansk-band-tog-til-svalbard-og-fandt-lyden-af-efterladt-liv/

Vi klipper en lydcollage:

Mange børn og unge sidder i dag i adskillige af deres vågne timer passivt foran et stykke elektronik med skærm - ofte selv i de situationer hvor de er kreativt skabende. Den moderne parallelverden til den fysiske virkelighed, det vi kan kalde den virtuelle verden, kan ses som en lukket verden, når den i mange tilfælde ikke bliver brugt til at skabe noget fysisk med. Det vil sige at der er en fare for at miste forbindelsen mellem krop, sind, sjæl og ånd.

Vi arbejder med at bruge mulighederne i computer- og kommunikationsteknologien til at skabe noget konkret i den fysiske verden. Det er dette at skabe i den fysiske materie, som træner os i at få styr på livets grundenergier - det er det som er meningen med at være fysisk inkarneret her på jorden. Det tydeligste projekt for mennesket er det at få styret sin udadvendte kraft, "Tyngdeenergien" ifølge Martinus, med indsigt via medfølelse, eller "Følelsesenergi" og i dette projekt kan vi bruge lydundervisningen.

På opdagelse i lydenes verden.

For at styrke kontakten og integrationen med samfundet og naturen vil vi gå på opdagelse i verden omkring os og optage dens lyde.

Vi må gå ud i samfundet og i naturen og finde nogle spændende, pudsige, bedårende osv lyde: diesellokomotivet ved togstationen, lærken over marken, flyvemaskinen i luften, en kilde i skoven, knirkende døre, mennesker der ler, vat der krammes sammen, en kat der mjaver, et spædbarn der vræler, et tordenskrald, et spark i løvfald, osv osv. Hvis en hel gruppe børn klikker/smækker med tungen i en stor kirke vil det lyde som en bæk!

Når vi ikke blot går ud og lytter, men ligefrem går ud med den hensigt at vi vil optage lydene elektronisk er det for at skærpe opmærksomheden. Hvornår begynder en lyd og hvornår slutter den? Hvordan kommer vi tæt nok på lyden til at man bagefter - når vi lytter til det vi har optaget - kan høre at det var netop den lyd vi ville have opmærksomhed på? (Lydperspektiv) Og så skal vi bruge lydene bagefter - det bliver dobbelt sjovt!

Lyden fortæller.

Lydene siger noget som ikke bare er lyd. - De fortæller en historie om hvordan de blev til: lokomotivet standsede ved stationen, så mennesker kunne komme ud og ind, måske på vej til deres arbejde. Lærken fløj på stedet over marken og jublede over sin frihed. Flyvemaskinen var på vej til sydens sol og varme med forventningsfulde ferierejsende. Den lille kilde er på vej ud i det store ocean med renset energi fra skovens dyb, osv osv. Her kan vi bruge vores fantasi til at gætte med på lydens historie og blive bedre til at høre bagom lyden.

Den historie oplever lytteren også, bevidst eller ubevidst, og når vi sætter lydklippene sammen til én stor historie som vi selv vælger - ja så får publikum en pragtfuld ny og spændende oplevelse!

Sætte lyd til film, f.eks. tegnefilm.

For de mindste:

På det helt konkrete plan: hvordan kan det sige når en fræk mus trækker et knurhår ud af en kat?

Lad os finde noget der kan sige sådan!

De større børn kan lave en hel lydcollage til en film og de største kan endda finde musikstykker der passer til stemningerne i den.

Lære at spille et instrument:

Glæden ved at mestre - en tidløs og universel oplevelse.

Grunden til at vi alligevel skal lære at beherske mindst et fysisk instrument - og ikke udelukkende opsamle og redigere lyde elektronisk - er denne:

At få en oplevelse af livgivende kontakt eller symbiose med den fysiske verden opnås også ved at kende sit fysiske instruments muligheder og ved at kunne udtrykke sig spontant med en sådan forlængelse af sin fysiske krop.

(De andre legemer vi består af vil vi lære at få til at svinge med, så oplevelsen af lydfrembringelse bliver mere end lyd. Martinus beskriver at vi består af forskellige legemer, der har forskellige samvirkende funktioner, som vi også gerne vil integrere bevidst i pædagogikken: hukommelseslegemet, instinktlegemet, tyngdelegemet, følelselegemet, intelligenslegemet og ikke mindst intuitionslegemet.)

Det er godt at kunne et praktisk håndværk, så man får glæde af at bruge sin krop og så man får et realistisk forhold til, hvilke idéer der kan materialiseres i den fysiske verden.

Den erkendelse forankrer sig som selvtillid i kroppen.

På det mere filosofiske plan ser man at man kan mestre et ydre instrument, og så kan man opdage det instrument man selv bebor, og så kan man opdage beboeren, dvs sig selv i denne krop. Så ser man at kroppen er forlængelse af ånden eller sjælen. Hvilken erkendelse!

Børn der får musikundervisning kommer til at stifte bekendtskab med nogle musikinstrumenter. De skal have lov at prøve, hvad forskellen er på de talrige måder at skabe lyd på som instrumenterne repræsenterer. Men de skal også have mulighed for at udvikle ekspertisen ved at blive dygtig til at spille et instrument. Og dette klares kun med vedholdenhed. Omvendt kan man sige at ved at blive dygtig til at spille et instrument opøver man vedholdenhed eller selvdisciplin, som i det hele taget er en nyttig egenskab at have med sig i livet.

Øve sig mange timer alene?

Mestring af et instrument kræver øvelse, men ikke nødvendigvis social isolation.

En del børn ville få sociale problemer ved at skulle øve sig alene i mange timer.

Nogle få er skabt til at få noget ganske særligt ud af denne alenetid, men også de må hjælpes til ikke at "komme udenfor".

Alenetid med øvning er et dog et must, når vi vil imødekomme børns selvtillidsopbygning. Men så skal de også frem igen og vise hvad de kan.

Disciplin via lytning.

Disciplinen kommer ikke fra læreren, men fra lytningen! Læreren holder nænsomt rammerne for børnenes lytning og udfoldelse, men bestemmer ikke hvad børnene hører og derfor spiller. Det er meningen at det man hører justerer det man spiller.

Musiceren må gerne være en fælles oplevelse - også i træningsfasen, hvor der vil vise sig mange måder at indrette sig på.

Udgangspunktet er lærerens råd og vejledning for at komme igang og vedligeholde en fornyet koncentration omkring dette at lære at spille et instrument. Vi undersøger nysgerrigt hvad instrumentet kan, og der skal også mange forsøg til at finde ud af alt det man selv kan med instrumentet. Grænsen kan skubbes igen og igen! Lærerens fornemste opgave er, uden ros eller ris, men ved anvisninger og spørgsmål at opmuntre eleven til at blive bedre til sit instrument.

Det er meningen at eleverne skal hjælpe hinanden til at blive bedre. Det er jo sådan Gud gør os mennesker bedre: ved at sætte os sammen to og to eller i gruppe i "personkombinationer" som udvikler os sammen og hver for sig.

Topersoners instrumental øvegruppe, hvor to elever går sammen disciplineret om øvning ud fra lærerens råd og vejledning. Her er man på skift lyttende coach for den anden, hvor man finder ud af hvilken overkommelig figur/rytme/melodistykke man føler mest lyst til at øve på. Når man har fundet det, hjælper den anden en med at holde fast i at øve på det indtil det lyder rigtig godt.

Gruppespil med fælles musikstykke, hvor man øver sig i at lytte til det de andre spiller i musikstykket. Man kan tage et lille afsnit til at starte med og senere gå videre med større afsnit af et værk. Lytningen giver en perfekt timing af det man selv spiller. Efterhånden vil man komme til at opleve at det fælles udtryk er noget andet og højere end summen af de enkeltes spil. Og så vil opmærksomheden overgå fra det de andre enkeltvis spiller til selve musikstykkets "nu" og helhed. Det musikanterne nu oplever er ikke bare lyden af alle instrumenterne der spiller lige nu, men selve musikken. Her kan man komme til at opleve at man selv er instrument for musikken - en fantastisk oplevelse af kollektivt "flow". Heller ikke her er disciplinen noget som kommer fra læreren eller nogen anden udefra, men noget eleverne anspores til gennem at lytte til hinandens fælles projekt: musikstykkets eget liv. Eleverne kommer til at opleve hvad gruppearbejde, også i andre sammenhænge, egentlig går ud på: at skabe noget levende/belivende i fællesskab med hinanden og med Gud. Man kan måske sige at oplevelsen af "flow" er det samme som oplevelsen af Gud?

Sang.

Menneskets stemme er et instrument der viser vores følelser direkte. Mestring af stemmens brug medfører et mere bevidst udtryk for følelser. Halsen, hvor stemmens grundvibration frembringes, er, set fra en åndelig synsvinkel, mellemledet mellem den sjælelige virkelighed og den fysiske verden.

Solosang.

Derfor skal vi lære at synge solosang:

Når en elev stiller sig op og synger for de andre er det for at øve sig i at vise tillid til andre og for trygt at kunne skabe ved hjælp af sine følelser. De andre elever kommer også til at synge solo, når tiden er dertil for hver enkelt, så derfor vil de lytte mere omsorgsfuldt og opmærksomt til den der synger lige nu. De spejler sig på den måde respektfuldt i hinanden.

Korsang.

Her synger vi alle på en gang. Vi starter med at synge på samme melodi og træner vore stemmer og ører til at tune ind på det samme "vibrationsmønster" - det kan man jo kalde en melodi.

Når børnene efterhånden mestrer at ramme de samme toner, samtidigt, dvs synger enstemmigt, vil vi gå over til at synge flerstemmigt. Først parallelt i tertser, kvarter, kvinter og sekunder for at opleve intervallernes fortryllende virkninger, senere kontrapunktisk. Kontrapunktisk betyder at der ikke længere synges enstemmigt eller parallelt, men at tonerne former melodier der går imod hinanden og skaber forskellige toneafstande undervejs, intervaller, så det følelsesmæssige spænd udvides. Her udfordres man af musikken til at fastholde sit eget melodiforløb, samtidig med at andre synger andre melodier. Det har stor opdragende virkning på den følelsesmæssige og helhedsmæssige bevidstgørelse at opleve succes med at fastholde sin egen melodi mens andre fastholder deres og lytte til de andres sang og samtidig opleve at helheden bliver skønnere netop ved det.

Tonekunst.

For at gøre oplevelsen af personlig individuation og oplevelsen af helhed mere fuldkommen, må vi lære at komponere. Tænk at skabe et musikstykke selv, som man kan opføre sammen med sine skolevenner for et publikum, f.eks. mødre og fædre!

Den skabende kunstner er fremtidens almindelige menneske.

Den der har beskæftiget sig med at skabe kunst i et koncentreret længere forløb, har fornøjelsen af at opdage tilværelsens skabeprincipper.

F.eks. det grundlæggende princip om kontraster, ja, Martinus, hvis åndsvidenskab vi har som reference, kalder det kontrastprincippet.

Og så er der det grundlæggende princip om at skabelse er til glæde og gavn for helheden.

Udvikling gennem lidelse mod større højder af nydelse er også et grundlæggende princip.

Disse principper kommer vi i kontakt med, når vi vil skabe kunst. I lydkunstens verden kalder vi det tonekunst. Vi er her midlertidigt løsrevet fra musikinstrumenter og andre tings lyde og oplever her tonernes samspil med hinanden som rene skabeprincipper. Når vi f.eks. oplever en af de mest udbredte former indenfor komposition, nemlig A-B-A, er det en fortælling om de ovennævnte princippers virkning på det levende væsen.

A- betegner den første idé, det motiv eller det tema der sætter inspirationen igang. Find selv på et melodistykke.

B- betegner en kontrasterende idé, et melodiforløb der udfordrer A-stykket ved at være forskelligt og derved pirre sanserne. Find selv på et melodistykke der er anderledes. A- stykket sættes derved i perspektiv. Så når vi hører A- delen igen til sidst, vil vi opleve denne del lidt anderledes, selvom det er nøjagtig det samme som første gang. Og det vil vi fordi vi har oplevet en kontrast til det i mellemtiden.

En anden måde at skabe på er "Tema med variationer", hvor idéen i A-stykket bruges i nye "bøjninger", "vinkler" eller sammensætninger i B-stykket, hvorefter et C-stykke med nye variationer over A introduceres, måske endda med elementer fra B, osv osv.

Mulighederne er mange.

Hver lille melodi eller tema er som et væsen med sit eget liv og sin egen skæbne, der møder andre melodier og dermed andre væsener med skæbner. Der giver udvikling. Og vi skal bruge denne forståelse, hvis vi en dag i puberteten eller senere i livet når at blive modne til at snuse til kunstværkernes verden af "ledemotiver".

En disciplin indenfor tonekunst er at sætte musik til noget andet end musik, f.eks. en handling formuleret i ord eller drama. Her øver man sig i at forstå indholdet og lade musikken afspejle, forstærke eller måske ligefrem uddybe dette.

Nodebilledet.

Orientering i et musikstykkes struktur må læres i et eller andet nødvendigt omfang.

At spille og synge efter noder ses i forlængelse af komposition for instrumenter og stemmer.

Komponisten er nødt til at bruge et medium til fastholdelse af sine ideer, så andre kan reproducere dem i deres fortolkninger. Det er ret sjovt at spille hinandens musik!

Derfor er det nødvendigt at lære sig en måde at notere på som alle musikere forstår, nemlig nodesystemet. Det er en genial måde at lade den lodrette dimension, nuets dimension, mødes med tidens eller evighedens vandrette dimension. Her opstår korset, mødet mellem ånd og materie, og i dette felt kan vi alle lære at skabe på hver vores niveau og måde. Den oplevelse vil vi gerne være med til at videregive.

Vibration og bølgelængde.

"Tonelære" giver os en mulighed for at forstå moget om vibrationer eller svingninger. En tone består af mange toner, såkaldte "overtoner". Den kraftigste overtone er oktaven, som svinger med grundtonen, men dobbelt så hurtigt. Derved blander den sig smukt med grundtonen. Næste tone som svinger "inden i" grundtonen er kvinten, som er med til at give grundtonen styrke, dernæst kvarten osv. Overtonerne fortoner sig i det uendelige i højere og højere frekvenser, men allesammen indeholdt i den samme tone som vi hører. Et godt fysisk instrument er et som frremhæver overtonerne på en smuk måde, så det "tænder" noget i mennesket der lytter. På det fysiske plan er det altså vigtigt at spille på et "veltunet" instrument, og her menes der både musikalsk, kropsligt og i overførte betydninger.

Stilhedens magi.

Et af de mest betydningsfulde musikværker fra det 20. århundrede inden for oplevelsesområdet "stilhed", et værk af amerikaneren John Cage. Det hedder 4'33" og udtales på dansk: "Fire minutter og treogtredive sekunder". Det er et filosofisk finurligt kunstværk, oprindeligt for klaver, og det består i en i nodesystemet noteret pause der varer 4 minutter og 33 sekunder, og det skal opføres seriøst til koncert af en pianist siddende foran sit instrument. Pianisten koncentrerer sig om at lave denne pause, gerne ved hjælp af et stopur. Andre udgaver for forskellige instrumenter er også blevet opført og der er sågar lavet adskillige grammofonindspilninger.

Efter at den eventuelle forargelse har lagt sig er det spændende ved værket at lægge mærke til hvad pausen indeholder. Hvad ske der med os i "pausen"? Og er der egentlig nogen pause, pause fra hvad? Er der stilhed i pausen? Hvad indeholder stilheden? Er lyden i stilheden eller er stilheden i lyden? Sådan et musikstykke er i høj grad med til at kilde nysgerrigheden og åbne for "nuets kraft" eller øjeblikkets energi i koncertsituationen.

Reproducerende musik af "gamle eller halvgamle mestre" holdes på et niveau der svarer til den inspiration eleverne kan få ud af den til selv at skabe musikstykker. Så vi skal ikke gennemgå de gamle klassikere kronologisk eller fra A til Z, men udtage eksempler i den udstrækning det giver mening og inspiration. Ren tilbagelænet, eller fremadlænet nydelse af "gammel", men tidløst universel musik, er velsignet.

Improvisation.

Improvisation - her er eksperimenter og fejl tilladt!

Improvisation - at kunne give udtryk for sine følelser ved at tillade sig at gøre fejl og så forsøge at rette dem op.

Improvisation er nysgerrig, lyttende og eksperimenterende leg. Her glemmer vi for en stund alt hvad vi har lært - og så alligevel ikke. Vi lærer i hvert fald noget helt nyt!

I soloimprovisation, hvor det er en musikant der har frit spil, kaster man sig ud i at forsøge at udtrykke hvad man vil nu og her. Her lytter man 100% fokuseret på hvad end man så kommer til at spille. Det kan være noget ganske andet end man forestillede sig sekundet inden man gjorde det. Det er de færreste musikere der kan spille lige præcis det, de hører for deres indre øre. Alle vi andre er på forskellige pudsige rejser derhen. Men hvorfor så ikke lytte til det du kommer til at spille og derefter "lade som om" at det var rigtigt og så spille noget der lyder som om det er en fortsættelse af lige præcis det du kom til at spille? Det er da smart, ikke?

Sådan er improvisationens natur: vi forsøger at udtrykke noget, men kommer til at udtrykke noget andet, hvorved en indkredsende kunstnerisk proces er sat igang, som kan ende med noget der endnu bedre end det vi til at begynde med forestillede os.

Her lærer vi altså at vi ikke behøver at være bange for at lave fejl. Vi fokuserer tværtimod på selve den kreative proces i at komme til at skabe noget som vi ikke engang vidste kunne lade sig gøre. Her er vi så optagede af videreudviklingen af en idé at vi oplever livfuldt ophøjet "flow".

For at styrke flowet bruger vi også kollektiv improvisation. Her kommer andres idéer ind i skabeprocessen, så når vi sammensætter et lille orkester eller "band", drejer det sig om respekten for andres idéer og glæden ved at videreudvikle dem sammen.

Koncertoplevelsen.

At gå til koncert medfører en række interessante oplevelser og kundskaber. Lad os tage til klassisk koncert:

Vi myldrer ind og planter os i sæderne.

Forventningen til hvad der nu vil ske vokser.

Musikerne sidder der allerede.

De har højtideligt sort tøj på. En slags uniform, men ikke den slags hvor man går bevidstløst i takt, for de sidder fredeligt med forskellige instrumenter, og ingen våben!

Det lyder først lidt kaotisk, som de trutter i metalrør og filer på trækasser og slår på baljer med skind på, hver for sig i deres egen verden.

Pludselig rejser én sig op og spiller en bestemt tone. Den forsøger de andre nu at spille og de stemmer deres instrumenter ind efter denne ene, fælles tone.

Og så sætter de sig stille og venter.

Døren går op, dirigenten træder ind og stiler mod dirigentpodiet i midten foran orkestret. Publikum klapper for at vise deres anerkendelse - de kender måske dirigenten fra tidligere koncerter? Skal vi nu klappe med?

Musikerne retter sig i deres stole - det samme gør vi, og vi dirrer af forventning idet dirigenten nu har indtaget sin "trone" og forbereder sig mentalt på at skulle lede sit "kongerige" - orkestret.

Nu er alle fuldstændig opmærksomme på "det". "Det noget" som skal ske nu og som vi alle er med til at få til at ske.

Dirigenten gør en bevægelse med sin dirigentstok og som ved magisk trylleri strømmer vellyden ud gennem orkestret.

Orv, se alle dem med violiner gør de samme bevægelser - og fra deres instrumenter klinger en skøn melodi, tænkt at de alle sammen kan spille det nøjagtig samtidig, næ hov, der var en der ser ud til ikke at være fuldstændigt i takt, men det hører man faktisk slet ikke?!

Her er mange iagttagelser og opdagelser mulige om hvordan orkestret ser ud og hvordan det lyder.

Og så er der selve musikken. Hvad gør den ved mine følelser? Kan jeg forudsige hvad der kommer nu?

Det er nu noget særligt ved at sætte sig i en koncertsal, glemme sin fysiske hverdag, og henføres i f.eks. et stort symfoniorkesters kæmpe lydmaleri! Symfonier er store landskaber, landområder i den åndelige verden. En vandretur i et område som Wagners forestillingsverden kræver en stor åndelig madpakke, så den skal man have noget tid til at få smurt, og så skal man jo også på wc en gang imellem, måske når vi ikke engang til Wagner i løbet af skoletiden?

Så må vi starte med Mozart eller sådan noget, når vi nu skal til koncert.

Nu kender vi koncertoplevelsen. Og lad os blot gentage succecen med forskellige slags koncerter. Fælles for dem er at de må virke inspirerende og belivende på børnenes udviklingstrin.

Ingen slags koncertmusik er principielt udelukket, dog vil vi være fokuseret på det glædesbefordrende og meningsfuldt opbyggelige og undlader at eksperimentere med at dyrke destruktive former for musik.

Hvem der bare selv kunne være med i et orkester og spille en koncert og begejstre et publikum?

Denne oplevelse er fin som afsæt eller referencepunkt til at komme videre med sin egen musikuddannelse, så den vil vi bruge.

At fremføre sin kunst for publikum.

På skolen vil vi lægge vægt på selv at lave musik. Det er også spændende at lære klassiske inspirerende kunstværker at kende ved at tilegne sig dem og spille dem for andre. Betydningen af ordet "klassisk" skal ses som ethvert stykke musik der i en eller anden udstrækning har overlevet tidens tand pga af dets gengivelse af universelle realiteter, som er relevante og belivende for os mennesker lige nu idag. Hvis et "hit" er oppe i tiden og indeholder noget universelt og meningsfuldt kan vi også med held bruge det. Helt ny musik kan selvfølgelig også bruges. Alt er principielt inspiration for den nysgerrige forsker.

Selv at udfolde kunst, hvad enten det er i det vi traditionelt kalder kunstværker, eller livskunst er dog formålet med skolens inddragelse af "andres kunstværker" som eksempler. Forståelse og mestring af musik eller anden kunst kan altså overføres til også at være forståelse for andre spændende, særligt inspirerede menneskers biografi. Her er det hele menneskets liv der er kunstværket, og set i det lys kan man som individ forstå sit eget liv som et kunstværk til gavn og glæde for både sig selv og sin næste.

Et barn på skolen kommer altså i den belivende lydundervisning til at arbejde med beherskelse af:

lydoptagelser,
instrumenter,
stemmen,
med komposition,
med at lytte til musikkens eget sprog,
med livets skabeprincipper,
med udvikling af kunstneriske idéer og endelig
med at formidle det til et publikum.

Og dette både som individuel skaber/solist

og som del af en gruppe eller et ensemble.

Publikums spændende, glædelige oplevelse er det ydre mål for lydundervisningen på Den Belivende Skole, som har som indre mål at lade eleverne opleve sig selv som unikke, skabende mennesker. Og det forsøger vi at gøre i et belivende, kærligt inspirerende fællesskab i tillid til Forsynet/Guddommen/Gud - eller hvad man nu vælger at kalde Livet.

Hele vejen igennem skoleforløbet uddanner vi både børnene og os selv med øje for forskellen på at skabe af sin egen originalitet og at skabe ved hjælp af fællesskabet og i samklang med det kærligst mulige for fællesskabet.

Den belivende lydundervisning med Gud som pædagog er både:

1) en indre dialog med væsenerne i ens eget mikrokosmos, derunder de medfødte skabende talenter,

2) en dialog med jævnbyrdige i mellemkosmos, dvs andre mennesker og

3) en oplevelse af hele livet/verden som én stor kærlig dialog med en selv på mangfoldige nye og spændende måder.