Invitation til folkekirken

Svar på biskop Steen Skovgaards bemærkninger

Kære Steen Skovsgaard.

Mange tak for dit svar af 11. nov. på vor henvendelse af 1. okt. d.å. og ikke mindst de afklarende opfølgende bemærkninger af 19. nov., hvor du klart tilkendegiver, at du anser en dialog for ønskelig. 

Vi har drøftet dine bemærkninger i bestyrelsen og vil gerne redegøre for vore holdninger til dem:

Ad 1:  Vi er enige i, at næsten al spiritualitet i dag er af emotionel og sansende art, og at vi derfor er ret så marginaliserede. Det har vi det imidlertid også udmærket med, idet vi jo hverken er missionerende eller forkyndende og ikke har noget behov for at komme til at fylde. Så dette er i sig selv altså ikke noget, vi opfatter som et minus.

Når vi beder om et samarbejde, hvor folk, der har det som os, henvises til os, er det ikke fordi vi vil til at spille en hovedrolle, men for at være der for dem, der har brug for os, og som der ikke er andre steder for.

Du skriver så, at kirken ikke er til sinds at opgive sin dogmatik (arvesynd, synd, skyld, soning ved hjælp af stedfortræder), fordi der i den er redning for den, der ønsker at være kristen, men som nu engang ikke er til det sanselige. Endvidere at der i dogmatikken er et frirum, fordi den rummer det kaotiske og upålidelige indre liv og giver det en friplads.

Du udgår åbenbart fra, at det kaotiske og upålidelige indre liv er et grundvilkår for mennesket. For os at se, hænger det netop ikke sådan sammen. Som vi anfører i vor henvendelse til jer, tager vi os af den kendsgerning, som hjerneforskerne har peget på i fyrre års tid efterhånden, og som går ud på, at vor hjerne rent faktisk er en plastisk organisme, som, afhængigt af hvordan vi selv beslutter os for at ville forsøge at bruge den, kan udvikle sig til at blive et redskab for vor vilje til at arbejde for fred og harmoni. Det der kaotiske og upålidelige indre liv, som du taler om, er det, som kognitionsneurologerne kalder vore amygdalakapringer. Disse er identiske med såvel individuelle som kollektivt ubevidste vanemønstre, som overtager hjernefunktionen i situationer, hvor vi føler os truet på et eller andet niveau.

 Det er dybest set denne mekanisme, som gør, at vi godt kan forstå, at mennesket har betragtet sig selv som et væsen, der i bund og grund må være syndigt og skyldigt, idet det jo gør dét, som det godt selv kan se er uhensigtsmæssigt. Det var netop det Paulus pegede på med de berømte ord for et par tusinde års tid siden.

 Så vidt er vi altså enige. 

Uenigheden ligger i, at vi ikke ser det som en statisk situation for mennesket, idet vi efter vor opfattelse udvikles både fysisk (Darwins evolutionslære) og åndeligt, hvilket vi kalder reanimation.

Det er her de sidste fyrre års forskning i frontallapfunktion spiller en afgørende rolle, for den peger på, at det rent faktisk er muligt for mennesket at skabe orden i tilsyneladende indre uorden. Og (hvad vi synes er vældig interessant i denne sammenhæng) at en betingelse for skabelse af denne orden ser ud til at have med ens intuitive formåen at gøre; man kan måske også kalde den ens bevidsthedssjæl eller tilgang til åndelighed.

 Denne intuitive formåen lader sig udvikle, men bevisligt aldrig i lydighed. Det er en tankemæssig frontallapfrimodighed i en absolut universel tillid, der er forudsætningen for at kunne forstå substansen i den mere primitive krybdyrhjerne og dermed for at se det upålidelige indre (djævlen?) i et rent og klart lys, hvorved det ikke længere er djævelsk og ondt, men bare total instinktiv og i de fleste henseender forældet overlevelsesstrategi. Man kan sige, at vi anser det for at være uhyre frugtbart, hvis mennesket på denne måde kan gennemskue det tilsyneladende dæmoniske. 

Ad 2:  Du insisterer på, at det netop er Jesu Kristi inspirationskilde og hans forbilledlige liv, der gør det nødvendigt for os også at fastholde talen om skylden og syndernes forladelse. Din begrundelse er, at vi altid kommer til kort, når vi forsøger at efterleve hans forbillede. Jeg er enig i, at vi altid kommer til kort og at vi slet ikke slår til. Vi mener blot ikke, at der nødvendigvis behøver at være tale om en statisk situation. Hvorfor skulle Jesus ellers f.eks. sige til skøgen ”Gå bort kvinde og synd ikke mere”? Hvis vi under alle omstændigheder altid ville skulle synde, skulle budskabet vel have været: ”Du er elsket præcis som du er med din synd. Jeg skal nok sone den”. Han beder os jo om at korrigere vore fejltagelser.

 Du skriver så, at man, hvis man tager kærlighedsbudet alvorligt, uvægerligt også kommer til at tage skylden alvorligt (her formår vi ganske enkelt ikke at begribe den indre logik), men at du godt kunne ønske dig en genopretning af sund tale om skyld som erstatning for forvreden og usund kirkelig tilgang til skyldsproblematikken.

 Vi finder det umådelig interessant, at du efterlyser denne sunde tale om skyld og om evangeliet om syndernes forladelse, for det er netop det, som er det centrale i vor tilgang. Og det er netop derfor vi taler om fejltagelser i stedet for synd og skyld.

 Vi peger på, at ordet f.eks. på engelsk er oversat med trespasses (overtrædelser), hvilket da også bruges i visse sammenhænge i danske bibeloversættelser. Se f.eks. Mat.6,15: ”Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”.

Synd og skyld har at gøre med hvad man er. Man er syndig og man er skyldig, hvilket vil sige, at det er en selv som person, der er noget fundamentalt galt med.  Overtrædelser og fejltagelser har derimod noget at gøre med handlinger, med noget man har gjort.  Og dette understreges mange steder. F.eks. Mat. 5, 37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”.  Det er i vore handlinger at vi skal ændre os. Og om at dømme andre i Mat. 7, står det også vældig klart: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: lad mig tage splinten ud af dit øje! Og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så du kan se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

 Her er jo klare opfordringer til at korrigere i sit handlemønster. Det er dét, det drejer sig om, og ikke at tro, at man nu en gang har som grundvilkår at være syndig og derfor bare passivt skal affinde sig med, at sådan er man nu bare engang.

 Vi kan pege på et væld af skriftsteder, som opfordrer til det vi med et moderne udtryk vel vil kalde selvudvikling, når selvudvikling vel at mærke forstås som en forædlingsproces og ikke en styrkelse af egoet.

 I en artikelserie i Kristeligt Dagblad, ”Nordiske kirker i opbrud”, interviewes den populære finske forfatter Jaakko Heinimäki, som også er teolog og tidligere sognepræst. Han anser sig selv for at præsentere moderne kristendom, fordi han placerer kristendommen midt i storbyens travle hverdagsliv gennem både medier, foredragssale og kirker. Og denne moderne kristendom har det enkelte menneskes egen uforanderlige synd som det helt centrale tema. Han siger bl.a:

 ”Ja, men vi gør det aldrig (kommer ud over synden, lvsm). Vi forbliver syndere. Men retfærdiggjorte syndere. I virkeligheden er jeg ikke særlig liberal eller radikal som kristen. Jeg er dog heller ikke teologisk konservativ. Jeg er bare en traditionel luthersk kristen. Vi er ikke syndere, fordi Adam og Eva syndede. Adam og Eva syndede, fordi vi er syndere. Der er en forskel. Vi er ikke perfekte. Ingen af os. Der er et bæst i mig og i dig. Spørgsmålet er, om jeg fodrer dette bæst eller ej.” (4. dec. 2009)

Han peger endvidere på, at det er en nødvendighed at medregne den mørke side i mennesket og at det er vigtigt at forstå, at det at være kristen er noget, som handler om at være, ikke om at gøre.

 Vi spørger så jer teologer om hvorfor I tror at Jesus i talen Om gengældelse, efter alle sine opfordringer til at korrigere fejltagelser afslutter med ordene ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” 

 Ad 3) Du skriver, at der i arvesyndslæren absolut er mulighed for vækst, men at vi, på grund af en ”grundskade” aldrig kan virkeliggøre fuldkommen kærlighed i dette liv.

Vi ved ikke helt, hvad du mener med formuleringen ”dette liv”.  Hvis du dermed tænker på dette ene menneskeliv, så er det min opfattelse, at vi er enige med dig. Vi ser jo netop, ligesom H.C. Ørsted i sin naturfilosofi i 1800-tallet og diverse kognitionspsykologer og -neurologer, det enkelte menneskeliv som led i en lang udviklingsproces, hvori det enkelte menneskes værdigrundlag langsomt udvikles, udvides og reanimeres i bestandigt højere spiralkredsløb. Hvad ”jeg” derfor gør i dette ene liv begrænses ikke af min fysiske død men har erfaringsmæssigt tillagt en del til menneskehedens samlede erfaringsmasse og kan derfor være af værdi for rejsen mod fuldkommenhed selvom ”jeg” kun nåede et par millimeter videre på kærlighedens vej i dette liv.

Jeg går ud fra, at du vil svare, at dette syn er dig fremmed, idet den luthersk evangeliske kirke ikke har integreret tanken om reinkarnation. Mit svar er, at det må den have; for hvordan skulle vi ellers kunne have noget som helst at gøre med handlinger, som Eva og Adam udførte for mange tusinde år siden? Hvorfor skulle vi dog ellers kunne have skæbnefællesskab med dem?

Går du derimod ud fra at ”dette liv” betyder vilkåret for alt liv som leves på det fysiske plan, er vi ikke enige. Vi ser en sådan udlægning som værende i modstrid med en klar opfordring til fuldkommenhed.

Vi anser slet ikke det vigtigste for at være, om vi kan blive det sådan her og nu; vi ser det snarere som en vældig udfordring til ikke at lade stå til overfor de problemer vi møder i jordelivet, ikke give op, ikke være dovne og magelige og lade men derimod komme mentalt op på dupperne og gå i gang med de der korrektioner i så mange sammenhænge som overhovedet muligt.

Vi har erfaring med, at det er langt lettere, ja, at det kan være ligefrem lystigt og oplivende, for ikke at sige belivende, at korrigere fejltagelser, når bare man slipper for samtidigt at skulle tænke på sig selv som ond og syndig og skyldig. Tænker man sådan, kan man nemlig nemt opleve, at en slags ”syndefælde” er klappet.

Jeg tillader mig at lægge svaret ind på vor blog og opfordrer til, at den fremtidige dialog kommer til at foregå der.

Adressen er: http://detbelivende.blogspot.com/

I øvrigt synes jeg at du skal vide, at min mand Gudmundur Magnússon, som dels var formand for menighedsrådet i Neskirkja i Reykjavik i 16 år og i en årrække derudover også medlem af såvel Kirkerådet som Kirketinget, har besluttet sig for også at invitere den islandske biskop til at deltage i dialogen.

Og så vil jeg på bestyrelsens vegne også gerne udtrykke dyb taknemmelighed for din imødekommenhed. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde, som forhåbentlig kan resultere i, at vi kan gå i kirke og føle os hjemme i stedet for som nu udskældte som "kættere".

De venligste hilsner

Lisa v. Schmalensee Magnússon