Synden på vej ud af kirken.

Af Lisa von Schmalensee Magnússon, den 14. jan. 2010.

Præsten og salmedigteren Holger Lissner har skrevet en helt ny samling af bønner til både gudstjenestens to tekstrækker og til samtlige kirkelige handlinger.

Set fra vort ståsted i verden er der noget meget tankevækkende ved denne samling af bønner, og det er, at han helt bevidst har undladt at bruge ordet synd.

Han siger i et interview til Kristeligt Dagblad (lø. d. 9. jan. 2010,s. 7), at han har ønsket at "finde et sprog, som mennesker i dag kan gå ind i, og hvor de kan genkende sig selv".

Journalisten Claus Vincents skriver samme sted: "Han er udmærket klar over, at det ikke er alle præster eller menigheder, der sætter pris på hans enkle, forståelige, men også personlige kirkesprog. Således bruger Holger Lissner aldrig ordet synd, men sagen og begrebet findes der".

Han ønsker ikke at sige, Holger Lissner, at vi er syndere hele tiden, men at vi er det somme tider, står der.

Hvis vi ikke er det hele tiden, men somme tider, kan det vel imidlertid næppe være et nedarvet grundvilkår, (som man ellers kan se folkekirkens repræsentanter argumentere for i debatten med biskopperne nedenstående) og er tiden så ikke inde til i stedet at sige, at vi somme tider begår nogle handlinger, som dybest set er fejltagelser, og droppe begrebet synd?

Man kunne jo også vise mennesker så stor respekt, at man tog det alvorligt, at de ikke kan genkende sig selv som "syndere"... Man kunne jo tænke den tankerække til ende, hvad der ville ske, hvis man brugte begrebet fejltagelse (at træde ved siden af, overtrædelser, altså noget man gør) i stedet for syndig, som er noget man er. Måske vil det ikke betyde ragnarok for kirken, måske vil det tværtimod betyde, at folk i højere grad vil kunne genkende sig selv... Og måske vil vi i denne nye genkendelse få øje på noget, som i højere grad afstedkommer visdom end religion, men hvad så? Måske viser visdom sig at være en god og farbar vej, som også fører til målet fred på jord og i mennesker velbehag...

Under alle omstændigheder synes jeg, at selve dette eksempel illustrerer, hvordan man ikke kalder tingene ved deres rette navn. Begrebet synd er der, siger salmedigteren og præsten Holger Lissner jo, men han vil ikke bruge ordet, da han er bange for, at folk så ikke forstår meningen.

Det er ikke konstruktiv kommunikation. Det er meget meget kryptisk. Og faren for manipulation er nu engang altid til stede, når man siger noget andet end man mener.

Det er nye ord til gamle bønner, og man forsøger at lade det tage sig ud som modernisering, men det er kun i formaspektet og slet ikke i indholdet.

Det er jo naturligvis også helt i orden, bare kirkegængerne er klare over, at kirken bevidst forsøger at fastholde synden i vore sjæles rejsekufferter, selvom de kalder den noget andet.