Prometheusmetoden

Koncept udviklet af mag.art. Lisa von Schmalensee Magnússon

3.0

Prometheusmetoden er en helt ny og unik meditationsmåde, som bl.a. er inspireret af indsigt i den allernyeste kognitionsneurologiske forskning med særligt henblik på vore to hjernehalvdeles forskellige funktionsområder.

Via diverse maleøvelser kommer man i løbet af processen på ubevidste måder til at kontakte fortidigt følelses- og tankestof, som kan virke hæmmende og blokerende for kreativ tænkning og dermed opnåelse af mål, og flytte dette fra den irrationelle højre hjernedel til den rationelle venstre hjernedel, således at ens rationalitet og handlekraft tager sig af det blokerende og hæmmende, uden at man får kendskab til, hvad det hæmmende og blokerende er.

Her er derfor tale om en utroligt blid måde at slippe af med fortidigt følelsesgods på.

Men her er også tale om en blid måde at vække og aktivere kreative potentialer på, sådan at lethed og lys i højere grad kommer til at påvirke ens tankemønstre og fremme den konstruktive og belivende dimension i ens liv.

Da det ligger i selve metoden i konceptet, at intellektet "narres", virker den, selvom ens vanekontrollerende intelligens skulle have modstand overfor meditation.

Metodens navn er inspireret af Prometheus, som ifølge den græske mytologi var den gud, der bragte lyset til menneskene. Eftersom metoden bringer lys i ens sind, og den stod mig klar netop i et mentalt inspireret glimt, forekommer dette mig at være dens rette navn.

Metoden har været brugt i Kommunikationsakademiets regi siden foråret 2013, og da det viste sig, at der var det yderst mærkværdige ved den, at den hver eneste gang afstedkom højere niveau af lethed og lys, optimisme, glæde og inspiration, gennemførte vi i august og september i år som eksamensarbejde et mini pilotprojekt.

3.1

Erfaringerne fra pilotprojektet:

Der var fire forskellige terapeuter, (Kurt, Sue, Christina og Jette) og 12 deltagere.

Projektperioden løb fra begyndelsen af august og til 20. september, og metoden evalueredes på evalueringsskema som ses i bilag 1.

Deltagerne spredte sig aldersmæssigt fra 30 til knap 60.

5 var mødre i trediverne midt i karriereforløb.

1 kvinde, også mor i trediverne, var kræftopereret og i risiko for at få nye tumorer.

3 var kvinder i halvtredserne midt i arbejdsliv.

3 var kvinder i 50´erne udenfor arbejdsmarkedet, heraf den ene selvmordstruet.

Alle udfyldte dagligt evalueringsskemaet, og det viste sig, at det for alle gjaldt, at man ikke bare oplevede at problemet, man arbejdede med, aftog, men at man begyndte at gøre nye ting, som var glædesskabende ikke bare for dem selv men også for andre i familien og på arbejdspladsen. Det var tydeligt, at når det gjaldt yngre kvinder i børnefamilier

•forsvandt de hævede  og skingre stemmer

•nattesøvnen blev bedre

•det blev nemmere at sende klare signaler og tage beslutninger

•irritation mellem ægtefæller forsvandt

•børnene blev mindre syge

og når det gjaldt arbejdslivet

•forsvandt skriveblokeringen

•forsvandt præstationsangsten

•forsvandt følelsen af ikke at være god nok

Livskvaliteten fik generelt et ordentligt løft i hele familien.

Evalueringsskemaerne opbevares på Kommunikationsakademiet og udleveres gerne som dokumentation. Alle deltagere har udfyldt en erklæring, se bilag 2, hvor de giver deres samtykke til, at deres oplysninger bruges i forskningsmæssig sammenhæng, som beskrevet i brochuren, se bilag 3.

3.2.

Beskrivelse af selve metoden:

1)Man indkredser, hvad der pt er det mest destruktive handlemønster i hverdagslivet og får hjælp til ud fra dette at skabe en sædtanke, som udgør startpunktet for den meditative øvelse.   Eks: "Jeg vrisser ad min mand." "Jeg hæver stemmen overfor børnene." "Jeg ligger vågen den halve nat".  "Jeg tør ikke sige nej til min mor, selvom jeg har lyst til det".

2)Et stykke papir, som er ca. 65-70 x 40 cm. anbringes foran en, således at man er i øjenhøjde med det midterste af papiret. Det kan fastgøres til et staffeli eller en tegnevæg med malertape. Man kan sidde eller stå.

3)Man vælger de farver, man har lyst til og medbringer dem samt vand og pensel til sin plads foran papiret. (I tilfælde af, at man i løbet af meditationen føler trang til en anden farve end dem, man har, kan man frit gå hen og hente den).

4)Man slår en lodret streg i midten af papiret oppe fra og ned.

5)Man spørger sin venstre hånd, hvordan man har det i sit inderste ved tanken om det formulerede tema og lader efterfølgende venstre hånd vælge en farve. Man beder om symbolsk at få oplysningen givet så tydeligt og klart, at man kan forstå det). Med venstre hånd maler man så på højre side af papiret den farve og form, som tilstanden har. Når en form er trængt igennem, vedbliver man at male samme form, indtil noget andet trænger sig insisterende på.

Man må ikke tænke sig til farve og form, men alene afvente, hvad venstre hånd gør og alene iagttage de farver og former, som venstre hånd skaber på højre side af papiret.

Ens næse skal under hele processen være midt ud for den lodrette linje. Man ser ”almindeligt” på begge sider af papiret.

Under denne del af tegneprocessen kan eventuelt afspilles meditativ musik med et højt niveau af orden tilpasset den gruppe, som der er tale om. Det kan være Wachet auf (Bach), Johannespassionen (Bach), Alina ( Arvo Pärt) eller andet.

Når man selv fornemmer, at man er færdig, rykker man stolen nogle centimeter tilbage og iagttager det, man har malet på højre side af papiret. Man sætter ord på den følelse man har, når man iagttager, hvad man ser.

Man skriver følelsen med venstre hånd på højre side af papiret.

6)

A: Er følelsen negativ, spørger man sin højre hånd, om den vil vise en vejen ud af følelsen. (Eks:  "Hvad skal der til, for at jeg kan komme ud af denne frustration?").

B: Er der både en negativ og en positiv følelse, beder man højre hånd om at vise sig vejen ud af den negative og ind i den positive. (Eks. " Hvordan kommer jeg ud af vreden og ind i glæden?")

C: Er følelsen positiv, beder man højre hånd om at vise, hvad man skal bruge denne kvalitet til. (Eks. "Hvad skal jeg bruge denne glæde til?").

Derefter iagttager man, hvad højre hånd maler på venstre side af papiret. Man gennemfører processen som i 5) indtil man betragter, hvad man har malet på venstre side af papiret.

Man fortæller, hvilken følelse man sidder med, når man betragter venstre side af papiret. (Ryk baglæns inden betragtning)

E: Er følelsen negativ går man til 7). Er den positiv skrives denne følelse med højre hånd på venstre side af papiret. (Slutfølelser)

7) Hele processen gentages. Men man udgår denne gang fra kvaliteten, som man kom i kontakt med i slutningen af 6).

8) Der sættes ord på slutfølelsen, som skrives med højre hånd på venstre side.

Metode for kontakt med egentlig følelse: Stolen rykkes lidt tilbage; står man, træder man et halvt skridt baglæns, man lukker øjnene i nogle sekunder og betragter billedet, som var man lige trådt ind på et galleri og så billedet for første gang.

9) Der foretages en billedbetragtning ud fra kendskab til grundtegnene (det belivende koncept). Man konfronteres med grundtegnene samt ens farvebrug i det sidste venstrefelt og formulerer afslutningsvis en eller flere anmodninger til sig selv eller andre angående, hvad der skal til, for at man kan få den ønskede kvalitet, den man har en positiv følelse ved at betragte, ind i ens liv. Man afslutter altså øvelsen med konkrete anmodninger, som er fremkommet i en selv dels ved at mærke dybe følelser og dels ved at tage sig af sit farvevalg og tegnsprog..

10) Man får i løbet af processen mulighed for at forholde sig til højrefelterne og træffe beslutning om, hvad man vil med dem. Skal de smides væk, brændes, overmales, gemmes? Har man ikke taget stilling i løbet af processen, gøres det nu.

3.3.

Forsøg på beskrivelse af hvad der sker i hjernen:

Da jeg ikke selv er neurolog og alene har læst om kognitionsneurologisk forskning i bøger af populærvidenskabelig art, er min tilgang betinget af den viden, som er tilgængelig i sådan litteratur, herunder især forskning i følelsesmæssig intelligens og frontallapper samt generel bevidsthedsudvikling, (Daniel Goleman, Elkhonon Goldberg, Antonio Damasio, Carl Sagan).

1.Når man til at begynde med, når man indkredser, hvad det er, man vil tage udgangspunkt i, bedes om at undlade at analysere sig frem til, hvad man vil have fokus på, og i stedet om at vælge det emne, som har det med at trænge sig på af sig selv, skyldes det, at det ikke spiller så stor en rolle. For selvom klienten på dette tidspunkt fortrænger et smertepunkt, og ikke tager udgangspunkt i det, der i højest grad har med negative følelser at gøre, er det ikke det, der er det afgørende, da denne indledende lille snak mest tjener det formål, at terapeuten og klienten får en forbindelse med hinanden, som klienten kommer til at føle sig afslappet og tryg i.

Man kan sige. at denne indledende snak gerne skal have klienten fra beta-hjernebølgeniveau, som er dominerende når vi er vågne og snakker, analyserer, arbejder osv., til alphabølgeniveau, som er det dominerende, når vi er vågne med lukkede øjne i kontakt med vores krop og følelser.

2.Det er af stor betydning, at klienten selv fæster papiret på staffeliet eller tegnevæggen foran sig, da det at mærke efter, om man vil sidde eller stå, og efterfølgende fæster det præcis i midten af synsfeltet, styrker oplevelsen af at være selvbestemmende og dermed komme i kontakt med sig selv. Man må jo lytte til sin krop, når man skal mærke efter, om man vil have det bedst med at sidde eller stå. For at aktiviteten i hjernen kan falde fra beta til alpha, er det godt at have hele fokusset på netop, hvordan man føler i forhold til netop disse enkle ting. Vigtigheden i at klienten gør dette arbejde selv ligger altså i at få stressniveauet til at falde, i at få cortisolniveauet til at falde, i at få amygdalacentret, krybdyrhjernen, til at opfatte, at der ikke er noget højt trusselsniveau, og at man godt kan slappe lidt af. Derfor er det også vigtigt, at hele denne proces foregår i en meget afslappet og behagelig atmosfære.

3.I og med at man selv vælger hvilke farver man vil bruge og er bevidst om, at man frit kan gå hen og tage nogle flere/andre, hvis man i løbet af processen måtte få lyst til det, fremmes målet fra procesdel 2. Erindringsmassen i amygdalacentret, som aktiveres i situationer, hvor det netop er ens frihedsfølelse og sikkerhed, der er truet, skal ikke stimuleres. Man skal have oplevelsen af, at her er det trygt og godt at være. Her bestemmer man selv, og der er ingen manipulation eller skjulte dagsordener, som man behøver at være på vagt overfor. Man skal alene på opdagelse i sig selv og er selv in charge.

4.Når man til at begynde med lader venstre hånd vælge den farve, med hvilken man med samme venstre hånd slår en lodret linje i midten af papiret, kommer man i kontakt med gammel ubevidst hukommelse i højre hjernehalvdel.

5. Venstre del af kroppen fra hjernen og ned korresponderer med højre hjernehalvdel, og højre del af kroppen fra hjernen og ned korresponderer med venstre hjernehalvdel, så når man spørger sin venstre hånd, hvordan man egentlig dybest set har det, når man befinder sig i det pågældende handlemønster, vil man

a) i værste fald øjeblikkeligt blive kontaktet af betaniveauaktivitet i begge hjernehalvdele, der fortæller en, at det er temmelig sygt (følelsesmæssig mistillidskapring) at sidde og kommunikere med en hånd, som om den skulle vide noget som helst, og venstre hjernehalvdels rationelle  dagsbevidsthed, forstået som vanetænkning, vil forsøge at kontrollere den venstre hånds bevægelser. Terapeuten ser det tydeligt, når tegnene er ekstremt figurative. 

b) Og i bedste fald give totalt slip og lytte indad til krop og følelser og blot forsøgsvis diffust lade penslen med akvarelfarve og vand møde papiret og afvente, hvad der sker.

c) Den musik, der spilles, skal være af en sådan art, at den bringer en i kontakt med de dybere følelser. Når musikken, f.eks. Bachs Vachet auf, strømmer igennem kroppen, hjælpes man yderligere ind i alphaniveauet. Efter nogle minutters indre krig mellem venstre og højre hjernehalvdel (modstand mod at give sig hen), vil musikken, der modtages i højre hjernehalvdel, forføre en til at give slip (skabe tillid til at man er beskyttet og del af noget større), og man fornemmer stille og roligt, at det skal være en bestemt farve og en bestemt form.

De negative følelser ligger dybt nede i højre hjernehalvdel og har alle endnu dybere nede ubevidste erindringer om udækkede behov. Nogle kan være individuelle fra den tidlige barndom eller fosterstadium, andre kan være kollektivt ubevidste og relatere til tidligere udviklingsstadier i evolutionen.

Fordi man har fokusset på, at det er venstre hånd, der bestemmer, er fokusset i virkeligheden i kognitionsneurologisk forstand på det, som i det ubevidste relaterer til udspringet for sædtanken (følelser og behov knyttet til sædtanken, f.eks. "jeg er desperat").

Urgamle negative følelser eller negative følelser skabt tilbage til foster eller småbørnsstadiet tages frem i lyset, forstået på den måde, at højre øje kommer til at se hvilken form og farve de har. De bliver således set ... og håndteret. For i og med, at højre øje ser farverne og formerne, skabes der erkendelse af disse farver og former i venstre hjernehalvdel, idet højre øje jo korresponderer med venstre hjernehalvdel.

Når man efter endt tegning og endt betragtning derfor svarer på, hvordan man egentlig har det, og sætter ord på den følelse, som man sidder med, er det den venstre hjernehalvdel, der rationelt bearbejder synet af følelserne og behovene alt mens højre hjernehalvdel er lettet for en del af den negativitet, der med neurotransmittere er transporteret via hjernebjælken over i venstre hjernehalvdel.

Følelserne, man kommer i kontakt med, er oftest  beslægtet med netop lettelse, glæde, opløftelse. Når man skriver ordet for følelsen med venstre hånd på højre side, bringes man endnu mere i kontakt med følelsescentret i højre hjernehalvdel.

6.ad A) Da højre hånd korresponderer med venstre hjernehalvdel, vil det at bede højre hånd om at vise en, hvad der skal til for at komme ud af den negative følelse, igangsætte aktivitet i venstre hjernehalvdel, men fordi der ikke sættes ord på, hvad der skal til, undgår man den almindelige beta-aktivitetsanalyse (konkret tænkning), og i stedet igangsættes en form for aktivitet, hvori der stilles spørgsmål. Når man stiller spørgsmål uden i forvejen at "vide" hvad svaret er (d.v.s tro at vide, hvad svaret er i en form for fortidstænkning eller tomgangstænkning, såkaldt amygdalakapret tænkning), begynder der i stedet at foregå abstrakt tænkning. Ydermere sker der undertiden det, når man på alfaniveau stiller sig spørgsmål, som man er totalt fokuseret på at lytte til svar på, at pinealkirtlen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormoner, der hører det pyrokatechine stresshormonsystem til (herunder melatonin), hvorved inspireret tænkning kan finde sted. Dermed skal forstås, at man kan opfatte abstrakte svar på idéplan fra en del af ens sind, som man kan kalde overbevidsthed. Disse svar på idéplan trænger igennem som stærke tilskyndelser til at bruge bestemte farver og former.

ad B) og C) Samme mekanisme.

Idet man sætter ord på en inspiration, bliver man bevidst om kvaliteten i den. Nye neuronbaneforbindelser skabes mellem pinealcentret og frontallappen (beslutningstageren).

7.Sidder man efter billedbetragtningen af venstre felt tilbage med en negativ følelse, kan man være sikker på, at der har fundet en amygdalakapring sted, og man tager i proces nummer to udgangspunkt i denne kvalitet med henblik på at komme i kontakt med urerindringer længere nede i højre hjernehalvdel, som dermed indebærer opløsning af det stof, man kommer i kontakt med i henhold til beskrivelsen i 5.

8.Grunden til  at man træder tilbage og først ser på billedet efter at have lukket øjnene, er den, at man ellers kan se, hvad man tror man ser, da øjnenes iagttagelse,  grundet ”det halve sekunds forsinkelse”, ikke registreres af bevidstheden under en kapring, og at man nemt kan være i en kapring af de følelser, man har været i under tegneprocessen.

Ad 7) og 8) Efter at have gennemgået øvelsen, sker der undertiden det, at der pludselig, når man iagttager venstre side, kan opstå en negativ følelse. Dette sker, når man betragter, hvad højre hånd har tegnet, at man skal bruge det fundne potentiale til, og det, man betragter, så viser sig at være uoverkommeligt for en at virkeliggøre. Klienten ved ikke hvorfor, han pludselig bliver så destruktiv i sindet. Men det er formentlig afmagt i forhold til den konkrete opgave, der gør det. Denne destruktive følelse er så den, der arbejdes videre med. Vi har ikke erfaringer med, at der skal mere end højst to procesgange til, førend de positive følelser er til stede i hjernen. Men jo stærkere kapringsmønstret er, og jo større mistilliden generelt er hos personen, desto flere processer vil det være naturligt, at vedkommende skal igennem.

9.Ifølge al forskning i tegn og deres betydning, findes der kun fem grundtegn.  1) Cirklen, 2) linjen, 3) linjen, der krydses af en anden linje, 4) den dynamiske linje med zigzag, svarende til spiralen i enhver variant og 5) fordelingstegn. 

Disse tegn har deres paralleller såvel i naturen som i alle urmyter. Det er endvidere de første tegn, mennesker har gjort, og som ses op til 30-60.000 år gamle i form af hulemalerier, og det er de første tegn børn begynder at tegne, når de får de første tegneredskaber i hænderne som småbørn. Der sker også helt overordnet det samme i menneskers sind, lige meget hvor man befinder sig socialt, uddannelsesmæssigt og evolutionsmæssigt, når man i naturen udsættes for disse tegn i deres grundformer, dog med undtagelse af de krydsende linjer.   

Kugleformen, det runde, forbinder vi således alle med helhed, enhed, noget rundt og behageligt, noget man kan beskyttes i. 

Linjen, som vi f.eks. kan opleve, når vi sidder og kigger ud over et blikstille hav, oplever vi ro ved. Men når linjen brydes, når kontrasterne mødes, så at sige, sker der noget, som, alt afhængigt af niveauet af latent frygt i vort sind, gør, at vi tiltrækkes eller frastødes. Alt afhængigt af, om vi, i vor erindringsmasse, forbinder det at møde kontraster med en forandring til det bedre eller til det værre, vil vi enten have let ved eller svært ved  at kunne klare krydsende linjer. I naturen kan vi se et sådant møde som et lyn, der slår ned, ja, penetrering af enhver art. En harpun i et dyr, et spyd i et menneske, en økse i et træ. To krydsende linjer finder vi også som stærke symboler i såvel det gamle solhjul, svastika, som i den kristne religions kors, som "menneskesønnen" er hængt op på. Korset er således i urreligionen positivt opfattet, senere negativt omend med latent håbspotentiale i form af "vejen til det evige liv". Men for sindet uden frygt, for det tillidsfulde sind, er her også erindringer om en glædesfyldt forandring og sågar udvidelse af kærlighed og frugtbarhed i forbindelse med mødet mellem kontraster (mand-kvinde, regn i jord m.m.). En bestemt type sind kan slet ikke male krydser, kan slet ikke have dem i bevidstheden, nemlig sindet, der ikke ser nogen mening i forandring.

Vi har i vor kultur troet, at alle vi mennesker var ens. Men det er vi ikke. F.eks. kan aboriginere slet ikke male linjer, der krydser hinanden. Samtidig giver de udtryk for at have den ønskeforestilling, at dagen i morgen skal være netop som dagen i dag, der så igen defineres som en god dag, netop fordi den er som dagen i går.

Mennesker i vor kultur kan ønske forandring, f.eks. ønske et liv i fællesskab med andre mennesker og uden isolation, eller ønske et liv, hvori de er kreative i stedet for at gøre de samme ting igen og igen, men realiserer ikke ønskerne, fordi de, mens de med den voksne dirigent i venstre frontallap, ønsker forandringen, samtidig kapres af højrehjerne amygdalas ubevidste erindringer om faren ved forandringer og derfor føler sig truede og ikke tør.

Både den glædesskabende inspiration og truslen modtages i højre hjernehalvdel, så man kan under øvelsen komme til at opleve glæde ved at være legesyg. Men når man så med højre hånd på venstre side skal male, hvad der skal til for at realisere denne legesyge, og man lige i en brøkdel af et sekund i sin overbevidsthed ser helt klart, at man så skal møde og konfrontere sig med det, der står i vejen, og derfor lave et kryds, viger hånden udenom linjen, så mødet ikke forekommer, fordi trusselsniveauet er så højt, at frygten tager over og en kapring finder sted.

Når man under billedbetragtningen kan tale med klienten om dette, således at vedkommende forstår, at det der skal til er en konfrontation, og at det måske kunne være et interessant eksperiment i sit sind blot at male de der krydser her i en tryg atmosfære, hvor fortiden jo ikke sådan lige kan komme rendende og gå til angreb på en, ja, så kan beslutningen træffes om at foretage eksperimentet, og det at lave krydserne (overvinde frygten i tryghed) har en umådelig forløsende virkning, som uanset hvad det er, man har frygtet hvornår, afstedkommer en følelse af lethed og frihed i sindet. Denne frihedsfølelse gør det så igen nemmere at tænke inspireret. Og spørgsmålet, hvad der så skal til i hverdagslivet, hvad man kan forestille sig, at man kan bede sig selv eller andre om for at kunne virke i frihed fortsat, får man på bemærkelsesværdig vis en oplevelse af at vide. Det er som om en stærk impuls, der vedrører noget meget vedkommende for en selv, når ind i en, og som man så forsøger at sætte ord på. Helt konkret siger vedkommende ofte, at han ved det, og finder så derefter de rette ord.

Idet venstre øje er ud for de med højre hånd tegnede og af overbevidstheden i venstre hjernehalvdel styrede krydsende linjer, sker der en korrespondance med højre hjernehalvdel, der nu oplever letheden ved at kunne foretage mødet med kontrasterne.  Der er mindre tyngde og mere lethed i højre hjernehalvdel. En mindre mængde destruktive følelser. Et nyt neuronbanesystem ser således ud til at være dannet.

Zigzaglinjerne, bølgerne, spiralen giver alle de samme associationer til bevægelse. Der kan være tale om blid dynamik, som i bløde skvulpende bølger, der klukker let og lystigt, eller voldsom dynamik, som i en sitrende tordenkile. Men uden dynamik er der naturligvis ikke rigtig røre i andedammen, uden den er der ikke så meget energi i livet. Blid dynamik kan virke yderst behageligt, voldsom dynamik kan virke yderst ubehagelig, men også forløsende at komme af med. Fortrængt raseri, som er levn fra overgreb i barndommen, kan man bl.a. lettes for på denne måde. Den største lettelse ligger så i efterfølgende , efter identifikationen af ”overgrebet", at tage sig af, hvad der skal til af anmodning for at forhindre dette overgrebsmønster i at rulle videre.

Endelig er der så fordelingstegnene, som vi i naturen oplever, når vi en sommernat ligger på ryggen og kigger op i stjernehimlen, eller vi en vinterdag sidder og kigger ud på stille dalende store snefnug. Alle disse uendeligt mange enheder er tilsyneladende adskilt, men dog er der en sammenhæng og en orden, som virker igennem dem. Man får en oplevelse af tryghed, uendelighed, grænseløshed, sammenhæng, mening.

I semiotikken taler man om, at alle disse grundtegn skal være til stede, for at der kan være tale om harmoni. I vor terapeutiske proces er det et must ikke at tale om, hvordan noget skal være. Der er i billedbetragtningen ikke tale om vurdering eller analyse men alene tale om iagttagelse. Når man betragter, hvad det er, der skal til for at komme ud af en destruktiv følelse eller virkeliggøre en ønsket kvalitet, altså iagttager de tegn, man selv har tegnet, skal terapeuten således alene hjælpe klienten med at forstå, hvad det er, ens egen overbevidsthed har vist en, at der skal til. Det kan være at få helhed, enhed, tryghed ind i livet, hvis det store tema er en cirkel, at få ro ind i livet, hvis det altovervejende tema er linjen, at konfrontere sig med noget, hvis der er krydser, at få mere energi, hvis det er det dynamiske, der er temaet, eller at få den universelle eller spirituelle dimension ind i livet, den overordnede tryghedsoplevelse og tillidsfuldhed. 

Når klienten gang på gang når frem til forskellige ting at gøre i hverdagslivet, som bringer en ud af det destruktive og eller virkeliggør ønskede mål, tager modet og foretagsomheden til ... og konstruktiv og belivende initiativrigdom, i hvilken man tager sig selv dybt alvorligt, skabes. I et sådant liv bliver man ikke så nemt syg, men man kan måske blive rask, hvis man allerede har en sygdom, der er psykosomatisk.

10.At simpelthen rive eller klippe en tegning, som man næsten ikke kan holde ud at kigge på, væk og krølle sammen og smide i brændeovnen eller i skraldespanden eller rive helt i stykker, kan skabe kolossal frihed. En sådan proces foregår i forbindelse med en snak om, at det, der er sket med en som barn, ikke er noget man er, men derimod noget, som andre har gjort mod en. Vi understreger den store forskel på at opfatte sig selv som identisk med, hvad der er sket og ikke identisk med, hvad der er sket. Vi skelner mellem person og de handlinger, nogen har foretaget overfor barnet. Da det lille barn som bekendt spejler, hvad der sker i omgivelserne og identificerer sig med omverdenen og dermed med de gerninger (offer/bøddel), der begås, er der ofte en dybtliggende skam og skyldfølelse forbundet med eventuelle overgreb af fysisk eller psykisk art. Denne destruktive tyngdeenergi befinder sig dybt nede i højre hjernehalvdel. Idet man intellektuelt erkender, at man ikke kan være det, der er sket og beslutter (venstre frontallapaktivitet) sig for at tilintetgøre illusionen om, at man er det, der skete, og rent faktisk ser udtrykket for al den undertrykte og fortrængte vrede eller sorg, som man ikke engang er så bevidst om hvor kommer fra, at man kan sætte ord på den, ja, så forløses man. Illusionen brister på samme måde, som når Herkules i den gamle myte løfter den mangehovedede hydra, som alle frygter, op i lyset, hvor den viser sig ingen kraft at have overhovedet, sygne hen til ingenting. At se faren i øjnene bliver således identisk med at gennemskue den som illusion, for så vidt som den er bundet til gerninger i fortiden, som man selv som intellektuelt/mentalt væsen er fri fra.

Man kan sige, at der i processen sker en intellektualisering af følelserne og en følelsesmæssiggørelse af intellektet, som befrier en fra amygdalakapringernes tyranni.