1.

Formål:

Formålet er at få afprøvet en ny kognitiv terapeutisk metode, som ser ud til at kunne lette hjernen for destruktive følelser og transformere dem til konstruktive og socialt kreative tankeformer og handlemønstre. Helt overordnet er det således at få mennesker, der er i mistrivsel til at komme til at trives ved at identificere de egentlige problemer og træne de kognitive evner til selv at finde løsninger.

Der er lidt forskellige formål for de forskellige målgrupper.

1)Hvad yngre børn, som har dysfunktionel adfærd angår:

At få børn, som mistrives grundet psykisk og fysisk vold i familien, til at trives via  forældres forbedrede kommunikation og dermed profitere på dels at kunne spejle en harmonisk virkelighed i de nærmeste omgivelser og dels opleve at blive elsket, set, hørt og mødt som netop dem, de er.

2)Hvad unge (14-21 år) angår:

At få unge med destruktive tanker, herunder selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser, præstations- og eksamensangst, lavt selvværd og ”dem med diagnoser” til at få lyst til at leve et liv i glæde.

3)Hvad mennesker med kroniske sygdomme, herunder ikke mindst kræft, angår:

At lette sygdomsforløbet.

4)Hvad mennesker med kriminel fortid angår:

At lette resocialiseringen.

5)Hvad stressede og udbrændte (sygemeldte) angår:

At lette vejen tilbage ind i et aktivt arbejdsmæssigt og socialt liv.

2.

2.1: Baggrund:

Helt overordnet har vi i vort samfund en tilbøjelighed til at løse menneskelige problemer, som har deres oprindelse i sindet, med forskellige former for hjælpemidler, der hører til udenfor sindet.

Det er som om vi har en kontrakt med medicinalverdenen, der går ud på, at den skal finde løsninger i det ydre for problemer i det indre. Det kan den jo sikkert også i et vist omfang, men at den kan det, udelukker jo ikke, at der kan ligge nye metoder og vente på os; nye metoder som kan afhjælpe en del af skaderne i sindet ved at arbejde med netop sindet.

I Det Belivende begyndte vi for tre års tid siden at arbejde med en helt ny metode, inspireret af den nyeste amerikanske kognitionsneurologi og kendskabet til grundfarvernes og grundtegnenes indre dynamiske lovmæssighed. Metoden har vist sig at have en mærkbar effekt.

Et pilotprojekt, som gennemførtes af fire af vore terapeuter sommeren 2014 for mennesker med stress, havde således en succesrate på 100%, hvad angik det at bevæge sig fra et givent destruktivt adfærdsmønster til i stedet at gøre noget helt nyt, som var glædesskabende. Det synes vi er påfaldende. Og en femte af vore terapeuter har dels brugt metoden som supplement til sin lærergerning på en efterskole, og nu de sidste måneder som selvstændig med speciale i unge med problemer, med yderst gode resultater.

Se www.giraff.dk

Da vi kan se, at metoden måske vil kunne være til glæde og gavn for mange, som slet ikke har kendskab til den, er det os magtpåliggende at forsøge at skaffe midler til at kunne få flere erfaringer med metoden.

Jeg har kontaktet overlæge i neurologi på Rigshospitalet, dr.med. Melinda Magyari, for at høre, om de vil være interesseret i et samarbejde. Hun har afslået med den begrundelse, at hun, selvom hun kan se, at metoden er logisk, så mener, at det vil være helt umuligt at få afdelingen med, idet man i Danmark ikke har nogen forskning i kognitionsneurologi og vil anse metoden for lige lovlig alternativ.

Jeg har endvidere kontaktet overlæge dr.med. Peter Gøtzsche, også Rigshospitalet, som jo er kendt for at ytre sig imod det store forbrug af psykofarmaka og efterlyse nye veje, og inviteret ham til samarbejde, men uden at få svar.

Tidligere overlæge på Børnepsykiatrisk Ambulatorium i Gentofte, Karl-Johan Rump, har imidlertid kontaktet mig efter at have læst min bog ”Belivelse – at turde ville livet med fokus på friværdien i frontallappen”, og han har gennemgået metoden med mig med henblik på at forstå, hvad det er, der sker i hjernen i processen, som i høj grad tager sig af de to hjernehalvdeles forskellige funktioner, og også han ser det logiske i, at succesraten er høj, da det ser ud, som om metoden ”snyder intellektet”, som Rump formulerer det.  Han har endvidere uden held forsøgt at skabe interesse for metoden i sin psykiatriske kreds. (Han er gået på pension for nogle år siden).

Til trods for at flere af os har akademiske uddannelser virker vi udenfor det traditionelle akademiske uddannelses- og forskningsmiljø, og det har vi måttet sande gør det vanskeligt at få samarbejdspartnere disse steder. Men vi trives bedst med at afprøve nye pædagogiske og terapeutiske metoder, baseret på tankegangen i den ikke voldelige kommunikation, og vi er overbevist om, at det er i samfundets interesse i højere grad at eksperimentere med nye sådanne, end blot at fortsætte med medicinering som løsning på vanskeligheder i sindet.

2.2: Baggrunden for at bruge metoden på unge 14-21:

De unge mennesker befinder sig i denne periode i et præstationsfokuseret samfund med stort fokus på de ydre målbare parametre, såsom karakterer, udseende og synlighed på sociale medier, og det er en kendsgerning, at det stresser en stor del af de unge på måder, der hæmmer en sund udvikling.

Grethe Lindbjerg Sørensen har gennem sit arbejde som efterskolelærer med tilhørende rådgivning af kommunikativ, social og personlig art, en enorm erfaring med, hvad der foreligger af udækkede behov hos unge med destruktive tanker og selvskadende adfærd. Hun arbejder nu som selvstændig og holder foredrag  for lærere på skoler om sine erfaringer samt metoder og har en speciel netbrevkasse med rådgivning af unge.  Se www.giraff.dk

Ud fra hendes indsigter kan man drage den konklusion, at der er et skrigende behov for at tage dette område yderst alvorligt.

For de unge er det nemlig ikke rigtig tilladt at sige højt, hvor usikre, forvirrede og ensomme de kan føle sig. De vil egentlig gerne ”bare være glade”, men kan, grundet ovenstående, ikke finde ud af det. Dette indebærer, at de ofte går rundt med meget høje niveauer af selvbebrejdelser, som vi gør klogt i ikke at sidde overhørige.

Målbare resultater af disse uhensigtsmæssige mønstre er: Frafald på uddannelserne, eksamensangst, spiseforstyrrelser og selvmordstanker.

Det er Grethe Lindbjergs erfaring at den type nærvær og hjælp som ligger i prometheusmetoden i høj grad kan styrke dem indefra og give dem styrke og energi til at kunne håndtere udfordringer. Det hjælper dem til at blive selvkørende og selvstyrende i deres liv med egentligt indre selvværd.

2.3: Baggrunden for at bruge metoden på stressramte:

Det er en kendsgerning at ubehandlet stress fører til udbrændthed og at udbrændthed er med til at forårsage indtørring af myelin i hjernen, som igen medfører demens. Dette er et stort samfundsmæssigt problem og en tragedie for mange familier. Man bliver kronisk syg, ryger ud af arbejdsmarkedet og mister mange sociale relationer.

Da prometheusmetoden skaber nye neuronbaneforbindelser, forsinkes myelinindtørringsprocessen,. Hjernen, som jo er plastisk, kommer i disse processer i flowagtige tilstande, og udbrændingsprocessen stoppes til fordel for en ny brug af hjerneaktiviteten, hvor inspiration og kreativitet, hvad angår løsning af dagligdagsproblemer, kommer i højsædet.

Stress har naturligvis mange ansigter, men det væsentlige i vort projekt er, at vi får appelleret til de mennesker, der oplever, at løsninger på deres problemer er umulige, og at de bare må lade stå til og finde sig, at noget, der er dem dybt ubehageligt, er uundgåeligt.

Da processerne hjælper en til at få korrigeret fejltagelser i ens liv i henhold til egentlige behov og ikke udefra dikterede, kommer der et element ind, som har at gøre med at tage ansvar for eget liv og egne handlinger på en glædesskabende og kreativ måde.

Det er vort udgangspunkt, at der, i situationer, hvor der er tale om stress, altid er noget, som med fordel kan korrigeres. Afklaringen angående præcis hvad det er, der skal ske, må i imidlertid foregå i en proces, hvor man tager sig selv dybt alvorligt, så det ikke er andres løsninger, man bliver en fragmenteret del af, men at man netop bliver hel indeni sig selv. Dette er noget, som det er meget svært for stressede mennesker at få til at ske. Det sædvanlige er, at man går til lægen og får noget medicin.

2.4: Baggrunden for at bruge metoden på kræftpatienter:

Har man fået stillet en kræftdiagnose, er ens stresshormonsystem præget af at være underlagt et forhøjet trusselsniveau. I en sådan tilstand er der stor fare for, at ens tanker kan køre i ring, og at man får sværere ved at være kreativ, hvad ens eget liv angår.

Se i øvrigt afsnittet  2.3: ”Baggrunden for at bruge metoden på stressramte”.

2.5: Baggrunden for at bruge metoden på børn:

Mange børn mistrives i vort samfund, og årsagerne er mange, men oftest er det i forældres stress og afmagt, at vi finder den største del af forklaringen. Dette er årsagen til, at vi foreslår et projekt, hvori det er forældrene, der får hjælp til at arbejde med de faktorer, som udløser stress og undertiden efterfølgende udbrændthed.

Når børn oplever ikke at blive set og hørt og forstået, og når de fornemmer at være truede, er indlæring af enhver art besværliggjort. Barnet kommer til at befinde sig i det såkaldt kortisole stresshormonsystem, hvor faren for menneskeligt at gå i baglås er vældig stor. Stigningen i antallet af diagnoser, som vedrører indlæringsproblemer, taler sit tydelige sprog og råber på håndtering.

Det kan naturligvis hjælpe barnet at komme til psykolog og møde forståelse der, samt at lære at tackle modstanden i livet, således at det hele bliver til at bære, men det er sjældent, at et barn kan opnå at blive egentlig lykkeligt, hvis ikke også hjemmemiljøet ændrer karakter i retning af mere harmoni og kærlighed.

Vi mener, at det på længere sigt er vigtigere at ændre de barske odds, som de børn, der lever i psykisk og fysisk voldelige familier er oppe imod, end at hjælpe børnene, når skaden er så stor, at de er blevet egentlig fysisk eller psykisk syge, og er blevet "udredt" eller har fået en såkaldt "diagnose".

Vi mener altså, at det giver mere mening at forsøge at forebygge menneskelige skader end at afhjælpe, når de er sket.

Det er næppe noget, der hersker uenighed om, men en sådan forebyggelse anses for at være umådelig vanskelig at gennemføre, idet mennesker jo nu engang er som de er med de problemer de har, som er vældig komplekse og ikke lader sig løse i et snuptag. "Og der findes ingen lette smutveje". Sådan plejer vi at ræsonnere.

Der kommer knækkede småbørnsforældre med knækkede småbørn i terapeutiske forløb her i vort koncept og får god hjælp. Men det er kun de forældre, der finder frem til os på nettet i et desperat forsøg på at prøve ”ALT”…  Og som kan betale for det hele af egen lomme.

2.6: Vort pilotprojekt.

Konklusionen med en succesrate på 100 % klinger nok lidt opblæst.  Men den bygger på evalueringsskemaerne, hvor alle har flyttet sig fra udgangspunktets "gælder i høj grad" til i løbet af kort tid "gælder slet ikke" og ofte, når  processen har strakt sig over flere uger, til "gør noget andet som er glædesskabende".

Der er nemlig det forunderlige ved konceptet, at det tilsyneladende narrer al vanetænkning. Mens den terapeutiske proces står på, er den pågældende i grænseområdet til en meditativ tilstand, mens dybe ubevidste destruktive følelser i højre hjernehalvdel identificeres og på et ubevidst plan transporteres over i venstre hjernehalvdel, hvor de på en løsningsorienteret måde bearbejdes rationelt. Man kommer altså til at tage sig af noget følelsesmæssigt destruktivt på en rationel og kreativt inspireret måde, som munder ud i nye og anderledes glædesskabende måder at håndtere udfordringer i dagligdagen på.

Hvad vi ikke ved er, om metoden har en langtidseffekt, og det vil vi gerne vide.

Metoden er grundigt beskrevet i afsnittet Prometheusmetoden.